Egedal Kommunes naturprojekt i Damvad Å, hvor elever fra Ådal Skole i oktober hjalp med at forbedre levevilkårene for ørreden og styrke biodiversiteten, viser allerede gode og klare resultater.
- Ved et tilsyn den 4. december er der registreret fire gydegravninger på den restaurerede strækning af åen. Gydegravningerne viser, at ørrederne allerede har taget det udlagte gydegrus i brug og nu yngler i området. Det betyder, at de indsatser, der blev gennemført tidligere på året, har været med til at skabe de håbede forbedringer i vandmiljøet, lyder det fra Egedal Kommune.
Sjællandske Nyheder var med på sidelinjen, da en gruppe elever fra Ådal Skole i Ganløse skiftede skolebøger og sneakers ud med waders og gummistøvler for at deltage i et fælles projekt mellem Egedal Kommune og Danmarks Naturfredningsforening Egedal, der skal forbedre vandmiljøet og skabe mere liv i og omkring Damvad Å.
Helt konkret hjalp eleverne med at restaurere en strækning af åen ved at fjerne slam, udlægge gydegrus til ørreder og plante elletræer langs kanten af åen.
Følger udviklingen
- Vi vil fortsat følge udviklingen tæt og arbejde videre med at forbedre de lokale vandløb og understøtte biodiversiteten i området, oplyser Egedal Kommune.
Projektet, som modtog 60.000 kroner i støtte fra VELUX FONDEN, har haft til formål at styrke ørredens levevilkår og øge biodiversiteten i og omkring Damvad Å. I alt er der indtil videre registreret 28 gydegravninger i hele Damvad Å. De fire nye gydepladser i den restaurerede strækning understøtter målet om at skabe mere liv i åen og sikre et sundt og varieret vandmiljø.