Olivia Mulvad Sandvik elsker at skrive. Så meget at hun valgte at sende sit bidrag ind til den nationale skrivekonkurrence "500 ord".
Nu kan den 13-årige pige fra Hørsholm række hænderne over hovedet og juble. For hun er med sin historie "Det ukendte er..." strøget helt til tops blandt de 1.355 indsendt bidrag og kåret som den ene af to vindere af skrivekonkurrence.
Skrivekonkurrencen "500 ord" er for børn og afholdt af Århus Kommunes Biblioteker siden 2017. I år var temaet "Det ukendte" og de 1.355 bidrag er rekord.
Udgivet i bogform
Hvert år udvælges to vindere. Den ene præmieres med et ophold på Brønderslev Forfatterskole, og den anden får sin historie udgivet i illustreret form. I år hos Forlaget Forlæns.
Det blev 13-årige Olivias vinderbidrag "Det ukendte er…", der udkommer i bogform. Og takket være illustrator Thit Bitschs vilde tegninger foreligger teksten nu som en stærk og tankevækkende tegneserie.
I løbet af 32 sider og 500 ord får Olivia fortalt en historie om overgangen mellem liv og død, hvor et ungt, døende menneske bevæger sig fra hospitalets hvide stilhed ud i det ukendte – og videre mod et nyt liv.
Til daglig går Olivia Mulvad Sandvik i 8. klasse på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium og bor med sin familie i Hørsholm.

Demonstrerer stort talent
500 ord-juryens siger om Olivias vindertekst, at den er kort, præcis og helstøbt. Den tager os med i grænselandet mellem liv og død, et sted, ingen af os levende har nogen konkret erfaring med.
Hun lykkes med at bruge sin fantasi til at undersøge dét
landskab på meget billedskabende vis i et klinisk og hvidt univers på et hospital, hvor både sproget og stemningen afspejler hovedpersonens skrøbelige situation.
Fra første linje griber Oliva læseren og leder os
direkte ind i fortællerens bevidsthed. Og hun beskriver overbevisende og troværdigt noget så fremmed som en genfødsel. Hun demonstrerer en særlig evne til at skabe indre billeder, der både er urovækkende og rørende – og som bliver siddende.
Olivia Mulvad Sandviks "Det ukendte er..." er en tekst, der demonstrerer stort talent, og som fuldt fortjent er
årets ene vinder, lyder det fra juryen, der afleverer et stort tillykke til Olivia.