Vi lever i en tid, hvor stilheden i alt for mange hjem er blevet så tæt, at den næsten runger. Hvor kaffekopper stilles tilbage i skabet uden at have været i brug, og hvor lyset fra fjernsynet eller mobilen nogle steder er det eneste selskab.
- Dette debatindlæg udtrykker afsenderens holdning.
- Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.
Ensomheden har ikke én form, ét ansigt eller én alder. Den sætter sig hos både børn og unge, hos voksne midt i livet og hos mennesker, der har levet længe nok til at vide, at fællesskab aldrig kan tages for givet.
Men midt i stilheden findes også håbet. For vi er ikke magtesløse. Vi kan noget, ingen politik eller system for alvor kan gøre for os. Vi kan række ud efter hinanden. Vi kan opruste fællesskabet.
Når jeg møder mennesker rundt om i landet, bliver jeg igen og igen mindet om, hvor stærkt fællesskabet kan være, når vi tør bruge det. Når en ung kvinde på vej ind i voksenlivet sætter sig ved siden af en ældre mand i bussen og opdager, at hans historier rummer noget, hun selv har manglet. Når en travl småbørnsfamilie åbner døren til den ældre nabo, der altid lige har en håndfuld ekstra timer og måske en bedre opskrift på frikadeller, end nogen nogensinde vil indrømme.
En menneskelig forpligtelse
Vi har så meget at give hinanden på tværs af generationer. Ikke som et projekt eller en pligt i administrativ forstand, men som en menneskelig forpligtelse. At være noget for andre og lade andre være noget for os.
For fællesskab er ikke en envejsbevægelse. Det er en cirkel, hvor alle både giver og modtager, og hvor værdien ikke kan måles i kroner eller minutter, men i den forbindelse, der holder os oppe, når livet indimellem gør ondt.
Der findes tusind måder at opruste fællesskabet på. Nogle er store og livsændrende, som for eksempel bofællesskaber på tværs af generationer, hvor børn, unge og ældre bor side om side og deler både hverdag og håb og fremtidsdrømme.
Fællesskab er ikke en envejsbevægelse. Det er en cirkel, hvor alle både giver og modtager, og hvor værdien ikke kan måles i kroner eller minutter, men i den forbindelse, der holder os oppe, når livet indimellem gør ondt.
Bjarne Hastrup
Andre er små og næsten umærkelige, men ikke mindre betydningsfulde. Et bank på døren hos naboen. En hånd på en skulder. En invitation til en gåtur, et museum, en kop kaffe. Et opkald til mormor, ikke fordi der er sket noget særligt, men måske netop fordi der ikke er.
Det er i de små bevægelser, fællesskabet vokser. I det uforpligtende, der alligevel forpligter os på menneskelig vis. Og når vi tager disse skridt, skaber vi ikke bare nærvær, vi skaber tilhørsforhold. En følelse af, at vi hører hjemme lige her, midt i hinanden.
Den stærkeste modstandskraft
I usikre tider bliver det vigtigere end nogensinde. Når verden ryster, skal vi ikke trække os ind i os selv, men række ud mod hinanden. Fællesskabet er den stærkeste modstandskraft, vi har mod ensomhedens stille erosion. Mod tanken om, at vi står alene. Mod følelsen af, at vi ikke betyder noget for nogen.
For sandheden er, at vi betyder noget. Hver og én. Og vi hører til allesammen.
Derfor mener jeg, at det er tid til at opruste fællesskabet. Ikke med store paroler, men med levende handlinger. Med blik for, hvor vi hver især kan noget forskelligt. Med nysgerrighed på hinandens perspektiver og med en bevidsthed om, at vi alle bærer en del af nøglen til at bekæmpe ensomheden, uanset hvor i livet vi står.
Når generationer mødes, vokser livet mellem dem. Når unge finder ro i erfaringens tyngde hos ældre, og ældre mærker glæden ved fremtidens mod hos de unge, bliver fællesskabet ikke bare en idé, men et levet potentiale.
Vi skal ikke blot ”passe på vores gamle”. Vi skal skabe levende fællesskaber, hvor vi høster af hinanden erfaringer og giver videre. Hvor vi møder mennesket bag alderen, bag titlen, bag historien. Og hvor vi insisterer på, at ingen skal sidde alene og tro, at verden er blevet for lille til dem.
Fællesskabet er ikke noget, vi kan tage for givet. Det er noget, vi skal vælge til. Hver eneste dag. Og det er det valg, jeg håber, vi tager på os. Sammen.