Omkring halvfems lærere fra grundskoler og ungdomsuddannelser i Odsherred var torsdag samlet på Campus Odsherred. Formålet var at styrke arbejdet med elevernes trivsel både i undervisningen og i overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse, skriver Campus i en pressemeddelelse.
Seminaret begyndte med et oplæg fra professor Noemi Katznelson, centerleder ved Center for Ungdomsforskning. Hun er aktuel med bogen Trivselsarbejde mellem skole og ungdomsliv. I sit oplæg pegede hun på, at mange unge oplever et krydspres mellem skole og ungdomsliv. Hun understregede dog, at det ikke giver mening at tale om en egentlig trivselskrise.
- Det er centralt at arbejde med elevernes trivsel, blandt andet ved at skabe stærke relationer og meningsfulde fællesskaber i elevernes hverdag. Gerne fællesskaber som går ud over de grupper, som eleverne selv finder sammen i, konstaterer professor Noemi Katznelson.
Trivsel kræver vedvarende indsats
Ifølge Noemi Katznelson kræver trivsel en vedvarende indsats, hvor både lærere og skolen som helhed arbejder sammen. Hun opfordrede lærerne til at tænke trivsel ind som små, løbende mikrohandlinger i mødet med eleverne både i undervisningen og uden for undervisningen.
Efter oplægget blev deltagerne inddelt i faggrupper på tværs af uddannelsesinstitutionerne. Her blev der drøftet konkrete metoder til at styrke elevernes trivsel gennem fagligheden. Der blev også talt om, hvordan grundskolernes arbejde med trivsel kan føres videre i trivselsarbejdet på campus' ungdomsuddannelser, uanset om det er gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelser eller 10. klassestilbud.
Fælles fundament for trivselsarbejdet
Seminaret er blevet til i et samarbejde mellem campus og kommunens grundskoler. Målet er at styrke det fælles fundament for trivselsarbejdet i Odsherred.
- Det er vigtigt, at grundskolerne og campus samarbejder og især når det gælder overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse. På den måde kan grundskolernes store arbejde med trivsel blive ført videre i den undervisning, lærerne på campus møder de unge med, siger rektor Søren Aagesen Goth.