Mange lokale har støttet op om indsamlingen 'Children to children', hvor målet er at samle julegaver ind til børn, der er ramt af krigen i Øst-Ukraine. Flere har doneret penge og godt legetøj, som skal skabe glæde juleaften for børn i sårbare familier.
Butikkerne Bog og Ide, Lær og Leg og Meny 44 deltager i indsatsen med gaver til indsamlingen. Samlet set har bidragene gjort det muligt at sende 267 julegaver afsted, pakket med legetøj, bamser, biler og skolesager.
Organisationen 'Dansk støtte til Ukraine' står for transporten, mens 'SOS-Børnebyerne' i Øst-Ukraine uddeler julegaverne til børnene i næste uge. Initiativet kommer fra Merete Hoff fra SOS-Børnebyernes Gentofte Gruppe, som har organiseret indsamlingen.
- 1000 tak til alle der har gjort denne indsamling meningsfuld. Sammen gør vi en forskel for krigsramte børn juleaften!, siger Merete Hoff, SOS-Børnebyernes Gentofte Gruppe, i en pressemeddelelse.