Interessen for de tekniske erhvervsuddannelser i Nordsjælland stiger.
Torsdag aften åbnede Teknisk Skole, U/Nord, i Helsingør og Hillerød værksteder og undervisningslokaler for alle, der overvejer at tage en teknisk erhvervsuddannelse. Det fik mere end 250 personer til at dukke op for at se på mulighederne for en uddannelse.
- På Teknisk skole, U/Nord kan man tage omkring 20 forskellige erhvervsuddannelser, der strækker sig fra tømrer til elektriker, kok, VVS'er, maler og murer, og som det eneste sted i landet kan man i Helsingør også tage uddannelserne til bådebygger og sejlmager. Men det var særligt trenden for to uddannelser, der så ud til at fortsætte, da Teknisk Skole holdt åbent hus, skriver U/Nord i en pressemeddelelse.
- Generelt har vi over de seneste fire til fem år oplevet en voksende interesse for de tekniske erhvervsuddannelser. Mange af vores elever er særligt begejstrede for både at arbejde teoretisk og praktisk. Som flere af dem siger, keder man sig ikke, når man både bruger krop og hovedet. Ved sæsonens første åbent hus har vi igen oplevet en stor interesse for alle uddannelserne, og trenden for især tømrerfaget og elektriker ser ud til at fortsætte, siger uddannelsesdirektør for Teknisk Skole, U/Nord, Tina Steinbrenner.
Alle fagene på Teknisk Skole, U/Nord kan tages som en klassisk EUD, mens uddannelserne til både tømrer og elektriker også kan tages som en EUX, hvor eleverne får en studentereksamen oveni deres uddannelse og dermed både står med svendebrev og studenterhue, når de er færdige.
Ved åbent hus-arrangementet kunne gæsterne se, hvordan en dag på Teknisk Skole ser ud med undervisning i teorilokaler, værksteder og køkkener, og så var der både mulighed for at høre oplæg om uddannelserne og stille spørgsmål til elever, undervisere og studievejledere.
Det er muligt at søge ind på de tekniske erhvervsuddannelser med studiestart allerede til januar og igen efter sommerferien.