Hvis du har et ønske om at komme i bedre form i det nye år, så har Kalundborg Idræts forening (KIF) to hold, som kunne være aktuelle.
- Kalundborg Idræts Forening lancerer to nye hold for begyndere og let øvede med start i januar.
- Nyløberholdet tilbyder blid træning til at kunne løbe fem km efter 12 uger med træner Max P. B. Jensen.
- Træningen for Nyløberholdet foregår tre gange om ugen fra klubhuset i Munkesøen.
- After-8-holdet tilbyder alsidig fitness efter kl. 20 med fokus på styrke, smidighed og kondition.
- Træningen for After-8-holdet starter indendørs og flyttes udendørs efter påske.
KIF tilbyder mange forskellige motionsaktiviteter, for både almindelige motionister og supermotionister.
Der udbydes både gang-, løb-, fitness- og yogahold, hvor man kan møde op næsten hele året. Lige efter nytår startes to nye hold, der egner sig til begyndere og let øvede.
Det ene er et løbehold (Nyløberholdet), hvor deltagerne gennem blid træning føres langsomt frem til at kunne løbe fem km efter 12 uger.
Træneren Max P. B. Jensen har stor erfaring med nyløbertræning og er en dygtig coach, der har blik for den enkeltes udfordringer.
Træningen starter fra klubhuset i Munkesøen, Stadion Alle 13 i Kalundborg og foregår fra tirsdag den 6. januar.
Holdet træner tre gange om ugen i en time og det foregår tirsdag og torsdag klokken 17:30-18:30 samt lørdag kl. 9:30-10:30.
De, der føler sig motiveret og klar til at gribe chancen, skal skrive sig på en deltagerliste på Kalundborg Idræts Forenings hjemmeside.
Læs også
- Historiske minder og nye mål hos 100-årig idrætsforening
- Rekordmange løbere til 100-års jubilæumsløb: - Vi har sprængt alle rammer
- Udbrydergruppe kan nu fejre 100 års jubilæum - på ønskesedlen er nyt stadion og yngre medlemmer
- Idrætsforening klar med ambitiøs vision for fremtiden
After-8-holdet
Det andet hold er et alsidigt fitness-hold (After-8-holdet), der først starter ”efter puttetid”. Det vil sige kl. 20, så også deltagere med små børn kan finde et tilbud om at motionere sammen med andre.
Tanken med dette hold er at sammensætte træningen, så den bliver en blanding af flere forskellige træningsformer blandt andet styrke, smidighed, kondition, balance og muskeludholdenhed. Der trænes med fitness-elastikker og egen kropsvægt i denne sæson.
Mette F. Bruun er en af instruktørerne på holdet:
- Da det er et nyt tilbud, er instruktørerne meget åbne overfor deltagernes ønsker og behov, så det bliver så brugervenligt som muligt, siger hun.
I de første tre måneder trænes indendørs i Rynkevangskolens musiklokale, men efter påske flyttes træningen udendørs, hvor den vil ændre karakter i retning af lidt mere konditionstræning.
Udendørstræningen vil stadigvæk indeholde elementer af styrke, smidighed og balance, men den bliver en blanding af løb, gang og anden træning i naturen og byrummet.
Trænerne har mange års erfaring med lignende hold, og de vil kunne tilpasse øvelserne til flere niveauer. Den første træningsaften er onsdag den 7. januar.
Derefter trænes der hver onsdag frem til slutningen af marts. Alle, der er interesserede, kan læse mere og skrive sig på deltagerlisten på KIF's hjemmeside.