Syv partier står bag borgmesteren - Venstre oplevede en smækket dør

Venstre står igen uden for flertallet i Glostrup. Ifølge Piet Papageorge Timmermann (V) var dialogen med Socialdemokratiet ovre, før den overhovedet begyndte.

Den 1. december kunne Søren Enemark (S) overrække borgmesterkæden til Kasper Damsgaard (S), som tager fire år mere som borgmester i Glostrup.

Den 1. december kunne Søren Enemark (S) overrække borgmesterkæden til Kasper Damsgaard (S), som tager fire år mere som borgmester i Glostrup.

Foto: Robert Hendel

Da den nye kommunalbestyrelse i Glostrup mandag den 1. december indtog rådhuset, dukkede der en enkelt overraskelse op. På flertallets side af bordet sad Liberal Alliances Casper Larsen, som efter valget 13 dage tidligere havde forberedt sig på fire år i opposition til flertallet. 

Han er dog endt med at blive indlemmet i et af de bredeste politiske samarbejder i nyere tid i Glostrup, og det glæder Kasper Damsgaard (S), der på det konstituerende møde fik lov til at fortsætte som borgmester i de kommende fire år. 

- Jeg har hele tiden ønsket en bred konstituering, og det er vi også endt med at få. Vi er syv partier, der nu skal samarbejde, forklarer Kasper Damsgaard til Sjællandske Nyheder.

Kasper Damsgaard (S) blev officielt genvalgt som borgmester i Glostrup den 1. december med 15 ud af 19 stemmer i kommunalbestyrelsen.
Kasper Damsgaard (S) blev officielt genvalgt som borgmester i Glostrup den 1. december med 15 ud af 19 stemmer i kommunalbestyrelsen. Foto: Robert Hendel

Dansk Folkeparti og Venstre er som de eneste partier ikke med i aftalen. Ifølge Kasper Damsgaard blev mulighederne for et samarbejde med Venstre drøftet på valgnatten. 

- Deres pris var for høj, fortæller Kasper Damsgaard.

Hos Venstre beskriver gruppeformand Piet Papageorge Timmermann imidlertid et andet forløb. Han mener ikke, at Socialdemokratiet forsøgte at komme i reel dialog med Venstre. 

Efter Piet Papageorge Timmermanns opfattelse var det ikke prisen, den var gal med. Ifølge Venstres gruppeformand kom Socialdemokratiet ikke med noget modbud til de ønsker til et samarbejde, som blev fremført af Piet Papageorge Timmermann: 

- Han har hørt på os i 30 sekunder, og så sagde han senere, at det kunne vi ikke få. Det er ikke en forhandling.

Politik frem for poster

Hvor dialogen med Venstre strandede på valgnatten, blev det til et overraskende samarbejde med Liberal Alliance. Det skyldes ifølge Kasper Damsgaard en mere pragmatisk tilgang til forhandlingerne.

- Liberale Alliance stillede ikke krav til poster, som eksempelvis Venstre gjorde. Derfor kunne vi godt tage dem med ind i samarbejdet, siger Kasper Damsgaard, der i valgkampen fik et godt indtryk af Casper Larsen og Liberale Alliance.

Piet Papageorge Timmermann (V) og Kasper Damsgaard (S) kunne ikke få enderne til at mødes i forhandlingerne om et samarbejde i de kommende fire år.
Piet Papageorge Timmermann (V) og Kasper Damsgaard (S) kunne ikke få enderne til at mødes i forhandlingerne om et samarbejde i de kommende fire år. Foto: Robert Hendel

Hos Venstre bliver Liberal Alliances politiske udbytte anerkendt, men det vækker også bekymring hos Piet Papageorge Timmermann på vegne af den borgerlige fløj i kommunen. 

Kasper Damsgaard ser det dog som noget positivt, at der er kommet flere partier med i et flertal. 

- Jeg synes, at det er den måde, vi får repræsenteret flest borgere i Glostrup på. Det stiller også højere krav til mig undervejs, når vi skal have 15 mennesker fra syv partier til samarbejde. Men det er jeg helt sikkert villig til at kæmpe for, lyder det fra Kasper Damsgaard.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...