Burger- og fastfoodkæden Social Grill knokler for at blive klar til at åbne på Slagterhjørnet i hjertet af Lillerød, lige overfor Allerød Station. Håbet var at kunne åbne den 5. december, men det når det nye spisested ikke.
Det skriver Social Grill på Facebook, flankeret af et billede, der viser, at der stadig er gang i sav, skruemaskine og opsætning af køkkeninventar.
- Som I kan se er vi desværre ikke klar til at lave flæskestegssandwich i morgen, indleder fastfood-kæden torsdag aften.
- Vi må derfor desværre meddele, at vi først åbner onsdag i næste uge. Vi er virkelig glade for al den positive feedback vi har fået, tak for den.
Her skriver Social Grill også, at de både håber og tror på, at de får travlt, og at de derfor mangler "en del ansatte", både deltid- og fuldtidsansatte.
Vil ansætte naboens søn
Social Grill-ejer Morten Christensen har tidligere udtalt til Sjællandske Nyheder, at de vil ansætte unge.
Og at kæden også forventer at ansætte en projektchef, der skal arbejde med at inkludere unge mennesker med diagnoser i Social Grills arbejdsstyrke, der pt. tæller over 150 ansatte.
- Hos os kan man forvente at møde naboens søn eller datter bag disken. Vi er en arbejdsplads for unge mennesker, der ønsker at give de unge en god start på arbejdslivet. Nu kommer vi så til i første omgang at indfase fem unge med diagnoser, fordi vi gerne vil være en omfavnende arbejdsplads, udtalte Morten Christensen tidligere på ugen.
Social Grill har spisesteder i Birkerød, Virum, Værløse, Espergærde, Sorgenfri, Lyngby og altså inden længe også i Allerød.