Det var køligt og gråt på 1964 Park, da Brøndbyvester Skole og Skt. Josefs Skole tørnede sammen i kredsfinalen for Sjælland Midt i Ultra Skolepokalen.
Efter blot fem minutter sparkede Wilma Mortensen, der til daglig er U14-spiller i Brøndby IF, værterne fra Brøndbyvester Skole foran med 1-0. Den hurtige føring prægede resten af opgøret, som hjemmeholdet dominerede med et tydeligt fysisk overtag.

I første halvleg var det især anfører Victoria Lærke, der som spilfordeler for Brøndbyvester Skole var med til at lægge et konstant pres på defensiven fra Skt. Josefs Skole, der havde rigeligt at gøre med at holde bolden væk fra feltet.
Gæsterne fra Roskilde stod dog imod og fik afværget flere angreb frem mod pausen, hvor stillingen var 1-0. Og efter pausen fik pigerne fra Skt. Josefs Skole bedre fat i bolden og havde gang i flere gode omstillinger.
Det lykkedes dog Brøndbyvester-defensiven at få stoppet gæsternes angreb på kanten af straffesparksfeltet, inden det kom til egentlige afslutninger.
Hjemmeholdet tog dog atter styringen, som anden halvleg skred frem, og igen indtog Wilma Mortensen rollen som målscorer. Inden for otte minutter bankede hun to langskud fra omkring 25 meters afstand i kassen, og så var opgøret reelt afgjort.
Kampens sidste berøring stod Amali Amora for, da hun fra kanten af straffesparksfeltet sparkede bolden op i målhjørnet til 4-0. Dermed er
Brøndbyvester Skole, der i foråret nåede hele vejen til finalen, klar til forårets kvartfinaler i Ultra Skolepokalen.