Så er den gal igen. Onsdag måtte politiet sidst på eftermiddagen rykke ud til en anmeldelse, hvor en bilist havde forvildet sig på letbaneskinnerne ved Ishøj Station.
Det bekræfter Vestegnens Politi over for Sjællandske Nyheder.
- Det er rigtigt, at der har været en bilist, som havde forvildet sig ind på letbanesporet. Bilisten sad fast derinde, og vi måtte få noget ud for at fjerne bilen, men det er også det. Vi måtte dog tilkalde noget assistance, fortæller vagtchef Peter Grønbæk.
Politiet modtog anmeldelsen onsdag eftermiddag klokken 16.40. Man har endnu ikke nogen forklaring på, hvorfor bilisten endte på letbaneskinnerne.
- Bilisten havde formentlig overset et eller andet og havnede så på letbaneskinnerne. Vi tør ikke komme med nogle kvalificerede bud på, hvordan det kunne ske, for det ved vi af gode grunde ikke, forklarer vagtchefen.
Langt fra første gang
Sjællandske Nyheder har i den seneste tid beskrevet, hvordan bilister ufrivilligt er havnet på letbaneskinner – ligesom Sjællandske Nyheder også har skrevet flere historier om ulykker eller uheld, hvor bilister og Letbanen har været involveret.
Senest skete det for nylig i Vallensbæk, hvor en lastbil påkørte Letbanen.
Det er dog ikke noget, som politiet er ekstra opmærksom på. I stedet forholder man sig til konkrete episoder og anmeldelser, forklarer Peter Grønbæk.
- Vi håndterer de anmeldelser, der kommer ligesom alle andre færdselsuheld og hvad der ellers skulle dukke op, så det er ikke noget, som vi forholder os ekstra meget til. Vi forholder os til den pågældende anmeldelse, lyder det fra vagtchefen.

