Den kendte digter Marianne Larsen, der stammer fra Røsnæs, døde tirsdag den 2. december efter længere tids sygdom. I den anledning genudgives Sjællandske Nyheders interview med Marianne Larsen fra januar 2023, da hun lige havde modtaget landets største litteraturpris - Det Danske Akademis Store Pris - for sin særlige indsats i dansk digtning og litteratur.

Hun opfanger vibrationer gemt i sprogets lag. Hun samler ord op. Ligesom hun samler forstenede søpindsvin på stranden, der ligger og venter imellem millioner af sten.

- Jeg har nok en særlig radar. Jeg kan ikke lade være med at samle dem op. De ligger dér og har fået øje på mig, siger hun og sammenligner søpindsvin med ord, siger Marianne Larsen.

- Det - som andre overser - samler jeg op og kommer i mine digte. Jeg ser og hører noget, som andre ikke er tunet ind på, siger hun, der er udstyret med evnen til at stoppe op og sanse og betages.

Siden debuten “Koncentrationer” i 1971 har digteren - født i 1951 - udgivet mere end 40 digtsamlinger og fire romaner.

I sin kunstneriske proces er hun opmærksom på ord, kombinationer og sproglige nuancer, der kildrer og kradser; banker på og gerne vil ind. Ord der ligger godt i munden. Og som - når de skrives til en komposition - klinger som musik i øret. Hun blander klangfarver og maler billeder på det indre lærred.

Sproglige fornemmelser

- Digtning er kunstnerisk beslægtet med malerkunst og musik. I sproget kan der være noget musikalsk, for eksempel en rytme, som er med til at danne en helhed. Betydningsfulde elementer dukker op, så der sker noget uventet. Gentagelsesmønstre, som i musikken. En puls, der bærer ord frem.

- Mine digte er også meget visuelle. De danner billeder, når man læser dem.

- Mange mennesker tager billeder af det, de oplever. Nogle tager skitser. Jeg er digter, så jeg prøver at optage sproglige fornemmelser fra det, der sker omkring mig. Eller jeg skriver om følelser, jeg pludselig får. Det kan også være tilfældigheder, der opstår. Eller nattedrømme.

Kræfter gemt i sproget

- Jeg lagrer det først i hovedet - det kan være samtaler, sproglige vendinger, oplevelser - og noterer så ned. Jeg har en masse ord noteret på papir eller på computeren. Så samler og sorterer jeg dem efter nogle overordnede indtryk og oplevelser og laver skitser til digte.

- Når jeg har samlet en masse skitser - et materiale - går jeg i gang med at komponere; sortere i det for at finde frem til en særlig stemning.

- Jeg modellerer med ordene, så jeg får kernen frem. Det må ikke være for meget reportage. Jeg leder efter kræfterne gemt i selve sproget, ordenes rene styrke; hvilke billeder de skaber. Sætningerne skal virkelig komme frem, så de kan bære billeder, følelser og informationer, fortæller Marianne Larsen.

Mennesket og samfundet

- I perioder fokuserer jeg på emner i den tid, vi lever i, og den alder jeg har. Derfor er mine bøger meget forskellige. De har hver deres helhed. Jeg tager afsæt i min livssituation, naturen, samfundsdebatten.

Marianne Larsen beskæftiger sig med temaer som ensomhed, magtforhold, det enkelte menneskes muligheder, digitaliseringen, konkurrencen i samfundet, barnets fantasi.

Digtene er ofte samfundskritiske med absurde, surrealistiske lag. Med en kobling til naturen i opvæksten.

Voksede op på en gård

Barndomshjemmet var en gård ved Ulstrup på Røsnæs. Forældrene drev landbrug - et gartneri - hvor der blev dyrket asparges og jordbær og var et lille dyrehold.

- Vi havde høns, katte og andre dyr. Vi troede, at de havde deres eget sprog. En slags menneskelighed. Jeg har været i det helt fra lille - i en overensstemmelse mellem natur og menneske, siger digteren.

Kræfterne til at huske

I romanen ”Den forelskede unge” fra 2007 skriver hun om en dag i livet, set med en femårig piges blik. Erindringer blandet med fiktion.

- En nattedrøm åbnede for noget, som lige faldt sammen med det stadie, hvor jeg var i mit liv. Det rette tidspunkt i forhold til at have kræfterne til at huske, hvordan jeg havde det i en særlig periode af livet.

- Romanen er lidt naiv. Den er set ud fra den lille piges synsvinkel og præmisser. Dagen kører bare - starter ét sted og lander et helt andet sted. Uden voksne argumenter. Men jeg er også ind over med min voksne bevidsthed, fortæller Marianne Larsen.

En kilometer fra barndomshjemmet ligger familiens hytte, som Marianne Larsen har overtaget. Da hun var barn, blev hytten lejet af en københavner-familie om sommeren. Børnene legede sammen i naturen.

Vi er natur allesammen

- I naturen er jeg i et slægtskab. Jeg har en historie sammen med naturen. Jeg har en nærhed med vandet og de levende organismer, der omgiver os. Jeg kan leve mig ind i det.

Mennesker, der er vokset op i byen, kan godt nyde skønheden ved naturen, men de har måske sværere ved, at gå så meget op i naturen, at de glemmer sig selv og bliver en del af den. Vi er jo natur alle sammen, siger Marianne Larsen.

Hytten ligger på en stor naturgrund med adgang til Ulstrup Sønderstrand.

- Der er store, gamle poppel-træer, som altid har stået der, og kaprifolier, hvidtjørn, slåenbuske. Og en masse fugle. Der er nattergale.

- Når jeg er i hytten, ånder jeg lettet op. Helt bogstaveligt er der frisk luft. Jeg lader op, når jeg er derude. Det er et godt sted at sidde og færdiggøre, fortæller digteren.

God dansklærer i gymnasiet

Marianne Larsen debuterede i 1969 i Hvedekorn, mens hun gik på Kalundborg Gymnasium.

- Det var drømmeagtige digte. Jeg havde en god dansklærer, fru Plaetner, som fik os til at læse Villy Sørensen, Inger Christensen, Cecil Bødker og Benny Andersen, og hun bakkede mig op.

Efter studentereksamen i 1970 rejste Marianne Larsen til København for at læse dansk, litteraturvidenskab og kunsthistorie. I 1975 modtog hun Statens Kunstfonds treårige legat, droppede studierne og blev digter på fuld tid.

Hun var aktiv på venstrefløjen og med i kunstneriske projekter. Debut-samlingen “Koncentrationer” fra 1971 rummer drømmeagtige, surrealistiske digte, hvor verdener og sprog støder sammen. Siden har hun udgivet 40 digtsamlinger og fire romaner. I 1989 blev hun tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Trilogi om Bodils opvækst

Samme år udsendte hun romanen ”Gæt hvem der elsker dig”, og det blev begyndelsen på en trilogi om Kalundborg-pigen Bodils opvækst. Andet bind ”Fremmed lykke” kom i 1990 og “Galleri Virkeligheden” året efter.

Romanerne rummer spor af Røsnæs, digterens barndom, naturen og tidens samfundsudvikling. Det var ikke planlagt, at hun ville skrive en roman-trilogi.

- Det begyndte med, at jeg blev bedt om at skrive om min skoletid til en lille bog, som blev udgivet i anledning af Røsnæs Skoles 25 års jubilæum. Jeg kom i gang med at skrive om min fortid, og så udviklede det sig bare til en roman. Og det blev til tre, da jeg først kom i gang.

Marianne Larsen er taknemmelig for Det Danske Akademis Store Pris.

- Jeg er meget glad. Værdsættelsen er det bedste. Det er en bekræftelse af det, man har lavet gennem tiden. Det er ikke noget, jeg havde forventet. Jeg blev overrasket, siger hun.

Til minde om solbillen

Prisen har givet stor bevågenhed og travlhed med oplæsninger, blandt andet fra den seneste samling fra 2021 ”Den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september”. Med undertitlen “...mindelser om at betages”.

Her er blandt andet det smukke digt “Til minde om min solbille” - om en medskabning - solbillen - der lander for hendes fødder:

Umuligt at se hvor gammelt

dens bronzeskinnende liv er.

Den breder alle sine fire vinger ud.

- Ja, du er fin! siger jeg så.

Den fortsætter med at brede vingerne ud.

Bliver ved og bliver ved

- Ja, du er fin! siger alting så til os begge to.

Vil helst være anonym

Det meste af året har Marianne Larsen haft base på Frederiksberg i København.

- Jeg kan godt lide at være anonym, når jeg går udenfor døren. Det kan jeg være i byen. Jeg tror ikke, jeg egner mig til socialitet. Jeg skal ikke være for meget kontaktet.

- Der er jo også natur i parkerne i København. Og jeg har naturen som noget iboende; noget jeg er ladet op med, siger digteren.