Kort før kampstart søndag eftermiddag mod TTH lod Nordsjælland Håndbold meddele på storskærmen i Royal Stage, at klubben henter en tidligere spiller retur.
- Nichlas Hald vender tilbage til Nordsjælland Håndbold til sommer på en toårig kontrakt.
- Hald erstatter Gustav Bruun, der skifter til SAH.
- Hald har tidligere spillet fire sæsoner i Nordsjælland og ser frem til at bidrage til klubbens udvikling.
- Cheftræner Laurids Søgaard roser Halds udvikling som en moden angrebsspiller.
- Hald har scoret 76 mål i denne sæson for Mors/Thy.
Det drejer sig om venstre back´en Nichlas Hald, der forlod Nordsjælland i sommeren 2024 til fordel for Mors/Thy. Her han været - og er - en af de bærende spillere på holdet, der har overrasket de fleste ved at ligge i toppen af Håndboldligaen lige under Aalborg Håndbold.
Nu får Nordsjælland atter glæde af 28-årige Halds evner. Han vender tilbage til klubben til sommer på en toårig kontrakt.
- Jeg glæder mig først og fremmest bare til at komme tilbage. Jeg har rigtig gode minder fra de fire sæsoner, som jeg var i klubben. Så ser jeg frem til at være med til at bidrage til projekt Nordsjælland Håndbold, som jeg har et håb og en tro på, at vi lægger flere lag på som klub og hold, siger Nichlas Hald i en pressemeddelelse fra Nordsjælland Håndbold.
- Jeg oplever en klub, som har fået større ambitioner end tidligere. En klub, som gerne vil med frem og være en del af det sjoveste selskab i den danske liga. Det betyder jo også, at man skal flytte sig på mange parametre, sportsligt såvel som organisatorisk. Der synes jeg, at Nordsjælland Håndbold har taget de første skridt på rejsen mod det.
I Nordsjælland skal Nichlas Hald afløse Gustav Bruun, der skifter til SAH, og cheftræner Laurids Søgaard ser frem til, at få en rutineret mand tilbage.
- Sidst, Nichlas var hos os, gennemgik han en kolossal udvikling og den udvikling er fortsat i Mors-Thy Håndbold. Han har frem for alt udvidet sit repertoire offensivt og på mange punkter blevet en mere moden angrebsspiller. Der er lidt længere mellem de løse skud og tekniske fejl og samtidig formår han at gøre mange gode ting for sine holdkammerater, siger Nordsjælland-træneren.
Nichlas Hald har scoret 76 mål i denne sæson.