Sjællandske Mediers adm. direktør, Jens Nicolaisen, fratræder sin stilling efter gensidig aftale med bestyrelsen. Jens Nicolaisen har stået i spidsen for mediehuset siden 2019, hvor han overtog ansvaret efter Torben Dalby Larsen.
“Da Jens Nicolaisen tiltrådte, stod selskabet over for en helt nødvendig digital omstilling. Med sin erfaring og sit drive har Jens sat retningen for den transformation. Han har sammen med ledelsen gennemført væsentlige forandringer, som har styrket Sjællandske Medier både redaktionelt og kommercielt. I den forbindelse er der grund til at rette en stor tak til Jens Nicolaisen for en meget værdsat indsats, ” siger bestyrelsesformand Kristian Hundebøll.
“Det har været et stort privilegium at stå i spidsen for Sjællandske Medier gennem en periode med markante forandringer i branchen. Jeg er stolt af de resultater, vi har skabt sammen, og jeg har fuld tillid til, at mediehuset er i gode hænder fremadrettet. Jeg ønsker virksomheden og alle medarbejdere alt det bedste,” udtaler Jens Nicolaisen.
De seneste år har været præget af markante udfordringer i form af faldende indtægter på print og annoncer samt en deraf følgende accelereret omstilling til et digitalt abonnementsmarked.
Det er et marked i fortsat hastig forandring, hvorfor der i bestyrelsen er enighed om, at der er behov for et nyt fokus for Sjællandske Medier.
I fortsættelse heraf har bestyrelsen valgt at konstituere CFO Michael Bjerregaard og ansvarshavende chefredaktør Louise Pettersson som ligestillet direktion.
“Vi har fuld tillid til, at Louise Pettersson og Michael Bjerregaard kan skabe den nødvendige fremdrift og omstillingsparathed i organisationen. Begge kommer med solid erfaring fra to af Danmarks største mediehuse, og de besidder en dyb forståelse for både branchen og de markedsudfordringer, vi står overfor,” udtaler Kristian Hundebøll.
Bestyrelsen har på nuværende tidspunkt ikke planer om at igangsætte en rekrutteringsproces efter en ny adm. direktør.
“Vi ønsker en periode med stabilitet og fokus på retning og rammer. Vi har tiltro- og tålmodighed,” siger formanden.