- Jeg selvfølgelig ærgerlig over, at Radikale ikke ønskede at blive i konstitueringen og holde den aftale, de var en del af. For det er netop her, at man byder ind på det overordnede politiske projekt, som er ved at blive formet. Et projekt som i øvrigt bygger videre på arbejdet fra de seneste perioder, hvor de var med.
Sådan siger Venstres kommende borgmester i Allerød, Clara Rao, som kommentar til, at Radikale Venstre tirsdag aften offentliggjorde, at partiets ene mandat i byrådet, Merete Them Kjølholm, trækker sig fra konstitueringsaftalen. De radikale har ellers været med i konstitueringen de seneste otte år, hvor Raos partikollega Karsten Längerich (V) har siddet ved roret.
Læs også
R i ny aftale
Ifølge Clara Rao havde de radikale nået at lave en aftale med de konservative og Enhedslisten, før hun kunne nå at overbevise partiet om at blive i konstitueringen.
- Desværre havde de allerede indgået endnu en aftale med K og EL, inden jeg kunne nå at have en dialog om eventuelle justeringer og øvrige politiske ønsker. Det gør det jo lidt svært. Men det står dem selvfølgelig frit for, og jeg ønsker dem alt godt, siger Clara Rao.
Den aftale, hun henviser til, omhandler de såkaldte valggrupper, som partier og politikere kan organisere sig i efter et valg for at optimere deres indflydelse på fordelingen af poster i de politiske udvalg.
Merete Them Kjølholm bekræfter over for Sjællandske Nyheder, at hun er gået i valggruppe med de konservative og Enhedslisten, og oplyser desuden, at det betyder, at hun får plads i økonomiudvalget og børne- og skoleudvalget.
Ifølge Merete Them Kjølholm har hun haft drøftelser med Clara Rao og SF's gruppeformand Anders Damm-Frydenberg, efter hun oplyste, at de radikale havde i sinde at trække sig fra konstitueringen.
- Men det afstedkom ikke, at beslutningen skulle omstødes, siger hun.
Læs også
Har ikke drøftet politik
Som det også fremgik, da det radikale exit fra konstitueringsaftalen blev offentliggjort, var det en følelse af manglende indflydelse, der lå bag beslutningen.
- Vi har ikke siddet sammen i konstitueringsgruppen og drøftet politik. Det, synes vi, er en udfordring, for hvad hvis vi ikke er enige. Vi ville gerne have siddet i samme rum og set hinanden i øjnene, for for os er det uklart, hvad for et projekt, der er gang i, siger Merete Them Kjølholm.
Hun understreger desuden, at de radikale sagtens kan indgå i aftaler med konstitueringsgruppen, selv om man ikke er med i aftalen bag.
- Jeg er sikker på, at der er masser af sager, vi er enige i konstitueringen i, siger hun.
- Følg valgets resultater i din kommune.
Vi dækker valgresultaterne løbende, kommune for kommune. Få overblik her over stemmefordelingen, tendenser og de nyeste tal.
Der er heller ingen lukket dør fra Clara Raos side.
- Det her kommer ikke til at påvirke det brede samarbejde. Venstre og de øvrige partier i konstitueringen vil altid gøre vores for at få så brede flertal som muligt. Og her håber vi, at Radikale såvel som Konservative og Enhedslisten vil byde sig konstruktivt til. Det er godt for de langsigtede løsninger at få så mange nuancer og perspektiver med som muligt, siger hun.
