Allerød Skolecup gentager traditionen til januar

Mere end 150 hold fra alle årgange – fra 0. til 9. klasse – melder sig normalt til arrangementet.

Mere end 150 hold fra alle årgange – fra 0. til 9. klasse – melder sig normalt til arrangementet.

Foto: Presse

Allerød Skolecup åbner igen op for fodboldglæde, når den for 52. gang løber af stablen over to weekender i januar 2026. Allerød Kommune har netop sendt invitationer ud til samtlige skoler, og arrangørerne ser frem til at fortsætte den mangeårige tradition.

Formand Jakob Hecksher ser en stor værdi i skolernes hjælp med invitationerne.

- Invitationerne er netop sendt ud til alle kommunens skoler, som har videreformidlet dem via Aula (og Forældreintra f.s.v.a. Allerød Privatskole) – og vi er meget glade for den hjælp vi får fra skolerne til denne videreformidling af invitationerne, siger formand Jakob Hecksher.

Allerød Skolecup bygger på et initiativ, som Felix Noga tog tilbage i 1974 sammen med flere forældre. Oprindeligt ønskede de, at børnene i Allerød lærte fodbold at kende. Reglerne bestemte, at eleverne kun måtte stille op i rene klasser, og turneringen diskvalificerede hold, som lånte spillere fra andre klasser. Man valgte ikke at have elitehold, og arrangørerne lagde vægt på samspillet og det sjove ved turneringen. Allerede fra start bakkede lokale erhvervsdrivende op med præmier, og flere tidligere sponsorer har meldt sig til Skolecup 2026.

Turneringen holder stædigt fast i de samme regler og principper, der har formet stævnet til en årlig begivenhed båret af frivillige med fodboldinteresse og engagement.

Gennem årene har Skolecup fået flere deltagere, og turneringen har i dag både en pigerække og mix-rækker. Mere end 150 hold fra alle årgange – fra 0. til 9. klasse – melder sig normalt til arrangementet.

- Vi ser frem til en fantastisk dag med masser af aktivitet, fællesskab og sportslige udfordringer. Allerød Skolecup er en unik mulighed for at styrke sammenholdet og skabe nye venskaber på tværs af klassen, siger Jakob Hecksher.

Tilmeldingsfristen falder 12. december.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...