Slagen borgmester er 'skuffet og ærgerlig': - Det er en rodebutik

Mikael Smed (til venstre) havde håbet på et konstruktivt samarbejde, når Michael Seiding Larsen og det blå flertal overtager magten ved årsskiftet. Men nu ser det sort ud, mener han.

Mikael Smed (til venstre) havde håbet på et konstruktivt samarbejde, når Michael Seiding Larsen og det blå flertal overtager magten ved årsskiftet. Men nu ser det sort ud, mener han.

Foto: J.C. Borre Larsen

Når de borgerlige partier overtager magten i kommunen 1. januar, kan de i princippet regere helt uden at inddrage oppositionen. Sådan ser realiteten ud lige nu, og i det røde mindretal er man langt fra tilfreds.

Den Korte Version
  • Det nye politiske flertal i Vordingborg Kommune har udelukket oppositionen fra indflydelse.
  • De borgerlige partier har sikret sig formands- og næstformandsposter i alle udvalg.
  • Poul A. Larsen kritiserer det manglende samarbejde mellem blokkene.
  • Borgmester Mikael Smed udtrykker bekymring over bruddet med traditionen for samarbejde.
  • Ændringer i vederlagene betyder færre penge til menige medlemmer af udvalgene.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Kritikken regnede ned over blå blok, da Vordingborg Kommunes styrelsesvedtægt fra 1. januar blev førstebehandlet på kommunalbestyrelsesmødet den 26. november.

Det er denne vedtægt, der fastlægger, hvordan den politiske struktur skal se ud i forhold til udvalg og udvalgsposter, når de fem borgerlige partier - V, LA, DF, DD og K - tager over ved årsskiftet.

To nye udvalg

I Vordingborg Kommune er det blevet til, at man fordeler opgaverne i otte stående udvalg - to mere end i dag. Mere bemærkelsesværdigt er det dog nok, at i samtlige udvalg har de borgerlige sat sig på både formands- og næstformandsposten.

Det er en nybrud i forhold til i dag, hvor medlemmer af det blå nuværende mindretal sidder på næstformandsposten i tre udvalg, mens to udvalg har løsgængere som næstformand.

Veteran tordnede

Men man har altså valgt en markant anden vej i det nye flertal, og det fik på kommunalbestyrelsesmødet blandt andet Poul A. Larsen (S) til at tordne:

- Jeg har aldrig oplevet, at der ikke var samarbejde blokkene imellem, men her har I fuldstændig udelukket mindretalsgruppen, sagde Poul A. Larsen, der ikke stillede op til det seneste valg, inden han fortsatte:

- Jeg har altid betragtet Michael Seiding (kommende borgmester, red) som den fine, pæne mand, men her er han trådt meget, meget ved siden af, synes jeg. Han vil gerne samarbejde, men hvordan tror I, det samarbejde vil  blive, når I har taget det hele til jer selv?

- Jeg vil godt sige, at jeg er rigtig, rigtig glad for, at jeg havde besluttet ikke at stille op igen - og ikke skal være en del af det her, lød den afsluttende svada fra S-veteranen, der har været i lokalpolitik i 36 år.

Mærkeligt brud med traditioner

Borgmester Mikael Smed (S) undlod selv at tage ordet bortset fra at udtrykke en stille undren over, at blå blok ikke tog til genmæle over for kritikken, da punktet blev debatteret. I stedet blev det hele mødt med en nærmest larmende tavshed.

Efterfølgende gør Mikael det dog klart overfor Sjællandske Nyheder, at han finder det 'mærkeligt', at det nye flertal bryder med traditionen for en styrelsesvedtægt på tværs af blokkene. Mikael Smed kalder slet og ret den nye udvalgsopdeling for 'en rodebutik':

- Nu skal vi i gang, og så må vi jo se, hvordan det lander. Men jeg synes, at det her mest vidner om, at man har skullet dække alle af. Det er meget tydeligt, at alle har skullet have noget, siger Mikael Smed.

Færre penge til de menige medlemmer

Han bider også mærke i, at den nye styrelsesvedtægt, som også fastlægger vederlagene til både formænd, næstformænd og menige medlemmer af udvalgene, kommer til at koste de menige medlemmer på pengepungene.

Reglerne er nemlig sådan, at vederlagene skal fordeles indenfor en lovmæssigt fastsat ramme. Godt nok sætter det nye flertal vederlaget ned for alle formænd på nær en, men man sætter det samtidig op for næstformænd. Og da der også er flere udvalg end nu, ender det med et regnestykke, hvor der bliver færre penge at dele ud til de menige medlemmer.

- Man har flyttet knap 370.000 kroner fra de menige medlemmer til formænd og næstformænd, lyder kritikken fra Mikael Smed.

Vi kan ikke invitere os selv

Samlet set gør situationen den afgående borgmester bekymret for det kommende samarbejde:

- Vi er voksne mennesker, og vi vil lægge os i selen for at få et godt og konstruktivt samarbejde. Men når man nu går ud og siger, 'I skal helst ikke være med i noget vigtigt', så er det svært at se, hvordan vi kan blive inddraget. Vi kan jo ikke invitere os selv, det er nødt til at komme fra dem, siger han.

- Jeg er virkelig skuffet og ærgerlig over det.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...