Skandaler, affærer og genial musik. Det er hvad du kan opleve, når Rudersdal Kammersolister genopliver dansk mesterværk.
- Hans eskapader får nutidens kendisser i de kulørte blade til at ligne rene søndagsskoledrenge. Og de satte en stopper for en ellers lovende karriere. Det handler om den danske komponist Victor Bendix, der levede fra 1851 til 1926, og som i dag er ukendt for de fleste – selv ivrige koncertgængere, skriver Rudersdal Kammersolister i en pressemeddelelse.
Efter 100 år i dvale har netop Rudersdal Kammersolister valgt at genoplive hans klavertrio fra 1877, som kan opleves ved koncertrækken 'Cool Concerts' 7. december klokken 15.00 i MantziusLive.
- Det er skøn romantisk musik med masser af gode melodier, temperament og lidenskab, fortæller violinist Christine Pryn og fortsætter:
- Bendix var en glimrende pianist og opførte selv jævnlig trioen, men siden hans død har ingen spillet den.

Ved koncerten medvirker også DR-journalist og forfatter Jens Cornelius, der fortæller historien om en af de mest skandaløse skikkelser i dansk musik nogensinde.
- Victor Bendix beskrev sig selv om wagnerianer, venstremand, fritænker og darwinist. Dermed var han i opposition til de konservative, kongetro og kristne kredse, der styrede dansk musikliv, fortæller Jens Cornelius og fortsætter:
- Derudover chokerede han musiklivet og det bedre borgerskab med sine mange affærer, hvoraf nogle fik et tragisk udfald.
Koncerten byder også på musik skrevet til Rudersdal Kammersolister af Peter Navarro-Alonso, der er organist i Vor Frelsers Kirke. Han kredser om menneskets reaktion på livets mørke sider, og hans musik er senest blevet opført af DR Vokalensemblet og Philip Faber.
Billetter sælges ved indgangen eller via billetten.dk.