Der kan gå ild i det meste. Også et klatretræ til katte.
En brand i et katteklatretræ udviklede sig natten til torsdag til en mindre boligbrand på Egedalsvænge i Kokkedal.
Det skriver Nordsjællands Politi i sin døgnrapport.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 01.41, efter at flammerne havde spredt sig fra klatretræet til både væg og gulv i boligen.
Brandvæsnet rykkede hurtigt ud og fik situationen under kontrol. Allerede klokken 01.51 blev branden meldt slukket. Ingen personer - og tilsyneladende heller ikke katte - kom ifølge politiet til skade ved branden.
Under slukningsarbejdet opstod der imidlertid udfordringer for brandmandskabet.
Flere personbiler havde nemlig parkeret, så brandvejene blev blokeret, hvilket besværliggjorde fremkørslen for de store brandkøretøjer. Politiet forsøgte at kontakte ejerne af bilerne telefonisk, men da ikke alle reagerede, blev der udstedt parkeringsbøder på stedet, skriver politiet i døgnrapporten.