Der er julekoncerter på programmet mandag den 8. december i Hørsholm Kirke. Her står den på eftermiddagskoncert for børn (3-9 år), forældre og bedsteforældre og en helt almindelig aftenkoncert.
Kl. 16.30 er der børnekoncert med titlen 'Peter Pirat og en Baroksørøverhistorie'. Det er barokensemblet Camerata Øresund, der tager os på et musikalsk eventyr i barokmusikkens magiske verden, skriver Hørsholm Musikforening.
Kl. 19.30 har de to "grupper" Camerata Øresund og Figura Ensemble slået sig sammen. I krydsfeltet mellem gammelt og nyt byder de to ensembler på en koncertoplevelse ud over det sædvanlige, hvor barokkens julemusik tilsættes Figura Ensembles særlige instrumenter bl.a. cimbalom og fujara.
Billetter til begge koncerter sælges i forsalg på www.hmusik.info eller i døren en halv time før.