Det meste af taget er væk på et hus i Gadstrup efter en brand i nat.
Der blev ringet 112 klokken 00.52, og meldingen lød på brand i dobbelt rækkehus på Åvænget i Gadstrup, en sidevej til Svanevej.
- Jeg ankom som den første, og allerede der brændt en stor del af taget. Jeg blev mødt af beboerne, et ægtepar, som stod i haven, fortæller Kim Roger, indsatsleder hos Roskilde Brandvæsen.
Sammen med mere end 10 kolleger kæmpede han med branden hele natten og indsatsen sluttede først klokken 05.15 onsdag morgen.
- Huset er ubeboeligt både på grund af brandskader, men også på grund af det vand vi har brugt til slukning. Det heldig var, at døren ind til stuen var lukket, så branden er ikke kommet derind, siger Kim Roger.
Den anden halvdel af det dobbelt rækkehus har kun lidt meget lidt skade i form af lidt brandskade i tagkonstruktionen.
- Det er min klare overbevisning, at kvinden, som bor der, er hjemme igen, siger Kim Roger.
Branden er ifølge politiet opstået i et vindfang, hvor en glød fra en cigaret har ulmet og fået fat i noget træværk, hvorfra ilden har spredt sig.
- Jeg er i tvivl om, familien havde en brandalarm, men jeg vil gerne slå et slag for, at alle får installeret dem, de kan være med til at, at man opdager en brand som den her hurtigt, siger Kim Roger.