Svømmeklub vil skabe nyt fællesskab

Der skal også være plads til andet end svømning i klubben.

Der skal også være plads til andet end svømning i klubben.

Foto: Presse

Lyngby Svømmeklub kan se frem til 600.000 kroner i støtte fra Nordeafonden. De skal bruges til at skabe nye rammer for unge fællesskaber.

Pengene, der er givet fra fondens Ung Puls-pulje, går til et projekt, der har fået titlen "Fællesskab – også uden for svømmehallen". Det handler om at skabe bedre rammer for samvær og sociale aktiviteter i og omkring klubbens klublokaler ved Trongårdsskolen.

- Gennem inddragelse af de unge svømmere og trænere i klubben opdagede vi et tydeligt ønske om at have et sted, hvor de kunne mødes uformelt - spille spil, lave lektier eller bare hygge sig sammen, fortæller klubchef Stine Arneskov.

Hjemme året rundt

Støtten fra Nordeafonden gør det muligt at renovere og opgradere både klublokalet og de omkringliggende udearealer. Tanken er at skabe et sted, hvor de unge føler sig hjemme året rundt.

- Vores svømmere og trænere har et stærkt fællesskab, når de er i vandet og på kanten. Nu vil vi gerne give dem mulighed for at dyrke det samme fællesskab uden for bassinet – uden at det nødvendigvis handler om træning og svømmeundervisning, siger projektleder Casper Hempel.

Med projektet ønsker klubben at skabe et naturligt samlingspunkt for unge svømmere og trænere på tværs af hold og alder.

- Målet er at skabe et miljø, hvor de unge selv driver fællesskabet og inviterer flere ind i det. Mange unge står i dag uden for foreningslivet, og vi håber, at de nye rammer kan blive en døråbner, siger Stine Arneskov.

De første spadestik til renoveringen bliver taget i begyndelsen af 2026, og projektet forventes færdigt omkring sommeren.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...