Valgplakater, quizzer og stemmebokse dannede rammen om Børnevalget i Lejre Kommune mandag 18. november. Børn fra fire til tolv år deltog og kunne give deres stemme til figurer kendt fra populære børnebøger.
I alt afgav 929 børn deres stemme i årets valg, hvor Møgmis – katten med sloganet ”Ja til retfærdighed” – blev valgt som favorit i Lejre, ligesom det skete på landsplan. Møgmis modtog 6.336 ud af mere end 23.000 stemmer i hele landet.
Foruden at stemme deltog børnene i en quiz. Her løb Melek på fem år og Viggo på ti år med præmierne. De modtog begge en bogpræmie.
Børnevalget arrangeres af Danmarks Biblioteksforening og Ballerup Bibliotekerne i samarbejde med landets biblioteker. Initiativet har til formål at introducere børn til demokrati gennem leg og stemmeafgivelse.
Med Møgmis’ sejr følger katten efter tidligere valg-vindere som Ternet Ninja, Eddie og Vildheks.