To nye kunstværker udvalgt til Milen

Milen ligger syd for Dyrskuepladsen og bruges under Roskilde Festival som campingområde.

Milen ligger syd for Dyrskuepladsen og bruges under Roskilde Festival som campingområde.

Foto: Christoffer Anias Sandager

To nye kunstværker skal skabe mødesteder i landskabet omkring Dyrskuepladsen.

Milens Vækstlag er navnet på et nyt open call skabt af Roskilde Festival Gruppen, hvor nyetablerede arkitekter og kunstnere har haft mulighed for at give deres bud på, hvad der skal være af kunstværker i Milen-området syd for festivalpladsen.

I samarbejde med Roskilde Kommune og andre lokale aktører er to projekter nu blevet udvalgt og vil stå klar i foråret 2026.

De udvalgte værker skal både kunne opleves under Roskilde Festival og uden for festivalsæsonen, og de skal forholde sig til landskabet og styrke forbindelsen mellem natur, kunst og de mennesker, der færdes i området.

Det ene af de udvalgte projekter er "Table of Interests", der får form af et bord, som bærer spor af alt det, Milen bliver brugt til - fra festivalens lejrliv til børnehavens udflugter og andre lokale hverdagsaktiviteter. 

Værket bliver skabt af det kreative vækstlagskollektiv en:33, der arbejder eksperimenterende i krydsfeltet mellem landskab, natur og kunst.

Det andet projekt hedder "Rundkredsen" og bliver en stor cirkulær konstruktion sammensat af møbler, som danner et åbent rum, der inviterer til fællesskab og samhørighed. 

Bag Rundkredsen står det tværfaglige studio Rumgehør, der beskæftiger sig med projekter inden for design, arkitektur, kunst og undervisning.

- Table of Interests og Rundkredsen er kunst, man kan mærke, sidde på og bruge. De er valgt, fordi begge projekter skaber rum i landskabet, hvor mennesker kan mødes, finde ro og lade nye fællesskaber opstå. De bidrager til det særlige samspil mellem Milens levende natur, de lokale beboere, der bruger området året rundt, og festivaldeltagerne, som indtager det om sommeren. Værkerne har også en høj kunstnerisk kvalitet - men det er ikke kunst, man kun skal se på. Vi glæder os til at opleve de nye værker blive en naturlig del af livet i Milen, siger Signe Brink Wehl, kunstfaglig chef for Roskilde Festival Gruppen, i en pressemeddelelse.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...