De massive uroligheder på Brøndby Stadion forud for superligakampen i oktober sidste år mellem Brøndby og FCK koster nu en 22-årig mand fra Helsingør-området ubetinget fængsel. Det har Retten i Glostrup afgjort tirsdag formiddag.
- En 22-årig FCK-fan fra Nordsjælland er idømt otte måneders ubetinget fængsel for grov vold mod en politibetjent under uroligheder på Brøndby Stadion.
- Den unge mand kastede et plasticrør og en metalspand mod politifolk, hvilket resulterede i en dom for angreb på personer i offentlig tjeneste.
- Retten i Glostrup fandt ham skyldig i grov vold, men han har anket dommen til Østre Landsret for frifindelse eller en mildere straf.
- Urolighederne opstod, da Brøndby-fans stormede mod FCK-fans, hvilket førte til kaos og voldelige sammenstød på stadion.
- Politiet har rejst tiltale mod i alt 12 personer i forbindelse med begivenhederne, og flere retslige efterspil forventes i 2026.
Den 22-årige mand erkendte sig delvist skyldig i den ganske alvorlige tiltale, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi havde rejst mod ham i kølvandet på den kaotiske optakt til kampen 27. oktober 2024.
Stormløb før kamp
Kampen mellem de to rivaliserende superligahold skulle fløjtes i gang klokken 12, men før kampstart stormede et større antal maskerede personer fra Brøndbys Sydsiden-tribune pludselig ned langs den ene langside i retning mod udebaneafsnittet med FCK-fans i den modsatte ende af stadion.
Stormløbet udløste et modangreb fra et antal FCK-tilhængere. Der blev blandt andet kastet brændende romerlys mellem de to grupper, mens fredelige tilskuere på begge sider uforvarende blev fanget i krydsilden og forsøgte at flygte i sikkerhed. Også stadionkontrollører og tililende politifolk endte i skudlinjen.
Ifølge politiet og anklagemyndigheden spillede den 22-årige en vis rolle i urolighederne, og derfor var han tirsdag sag på anklagebænken for sin andel i hooligan-optøjerne.
Det var den 22-årige tiltalt for
Den 22-årige mand fra Helsingør-området var tiltalt i tre forhold, der alle knytter sig til begivenhederne på Brøndby Stadion før kampstart, da Brøndby IF og F.C. København mødte hinanden ved middagstid søndag den 27. oktober 2024.
Her løb først en gruppe Brøndby-tilhængere ned mod udebaneafsnittet med FCK-fans, hvorefter en gruppe FCK-tilhængere gik til modangreb.
Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi havde tiltalt den 22-årige for grov vold (straffelovens § 245) mod én politibetjent og forsøg på grov vold mod andre politibetjente på stadion. Det skal være sket ved, at den 22-årige kastede et flere meter langt rør mod betjentene, og én af dem blev ifølge anklageskriftet ramt af røret.
Desuden skal den 22-årige have kastet en metalspand med sand mod politifolkene.
Derfor mente anklagemyndigheden også, at den 22-årige skulle dømmes for at have angrebet personer i offentlig tjeneste med genstande (straffelovens § 119 b). Det kan straffes med op til otte års fængsel, og det er en skærpende omstændighed, hvis angrebet sker i forbindelse med grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden.
Anklagemyndigheden mente, at det var tilfældet hér. Således lød det i anklageskriftet, at flere andre - både kendte og ukendte - medgerningsmænd deltog i "slagsmål eller anden grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden" (straffelovens § 134 a).
Det gjorde de ved at springe over metalhegnet og løbe ind på banen.
Ifølge anklageskriftet tilskyndede den 22-årige og andre ved deres tilstedeværelse og adfærd både på fodboldbanen og på tribunen - blandt andet ved at kaste med diverse genstande - til angreb på kontrollører, polititjenestemænd og tilhængere af Brøndby.
Desuden var den 22-årige ifølge anklageskriftet iført en blå og hvid balaclava (elefanthue), der dækkede hans ansigt. Anklagemyndigheden mente, at han ville undgå at blive identificeret, og derfor var han tiltalt for at overtræde maskeringsforbuddet (straffelovens § 134 b).
Endelig lød tiltalen på, at han havde et ulovligt romerlys med til kampen på Brøndby Stadion, og det var ifølge anklagemyndigheden en overtrædelse af fyrværkeriloven og fyrværkeribekendtgørelsen.
I retten fremstod den unge mand, der havde et par familiemedlemmer med som støtte, dog langt mere afdæmpet end på de optagelser fra videoovervågning og politiets kropskameraer, som blev afspillet i retssalen.
Med spag stemme erkendte han, at han havde kastet et flere meter langt plasticrør mod en gruppe politibetjente, der netop var rykket ind på stadion for at dæmpe gemytterne. Der var tale om et rør, som bruges til at rulle reklamebannere omkring. Han tilstod også, at han havde kastet en metalspand efter betjentene.
Politibetjent ramt
Den 22-årige udpegede sig selv på videooptagelserne som en person iført en hvid balaclava med blå stribe ved øjnene. På optagelserne ser man først andre maskerede personer kaste røret, uden at det rammer nogen. Kort efter løfter den 22-årige så røret op igen og kaster det mod gruppen af politifolk.
Nogle betjente får afværget det flyvende rør, men en kvindelig politibetjent i sidste del af gruppen bliver ramt på siden af hovedet af plasticrøret. Hun kom ikke noget alvorligt til, fortalte hun selv som vidne i retssagen.
- Jeg ser et stort, sort rør blive kastet op. Først ryger det forbi mig, og jeg prøver at dukke mig, men så bliver jeg alligevel ramt bagfra. Jeg måtte gribe fat i afskærmningen (reklamebanden, red.) for ikke at falde helt ned, og så hiver en af mine kolleger mig op, sagde politibetjenten.
Selv om den 22-årige erkendte kastet med røret og metalspanden, afviste han, at det havde været hans hensigt at ramme nogen.
- Jeg ser ikke, hvor det rammer. Jeg kastede bare tingene væk, forklarede den 22-årige FCK-tilhænger, som ikke tidligere er straffet eller har været sat i forbindelse med hooliganoptøjer.
Den ramte kvinde vurderede heller ikke, at den 22-årige specifikt var gået efter hende.
- Jeg tænker ikke, at det var mig som person, men politiet, der skulle rammes (med de forskellige genstande, red.), lød det fra betjenten.
Vold eller grov vold?
Når den 22-årige kun erklærede sig delvist skyldig, hænger det sammen med, at anklagemyndigheden betragtede rør-kastet som grov vold mod den ramte politibetjent, og som forsøg på grov vold mod de øvrige betjente. Også kastet med metalspanden var ifølge tiltalen et forsøg på grov vold.
Forsvarer Kirsten Birch mente i stedet, at der alene var tale om såkaldt simpel vold og forsøg på simpel vold. Samtidig mente hun ikke, at det kunne udelukkes, at betjenten blev ramt af røret, fordi nogle af hendes kolleger skubbede det over mod hende i kampens hede.
Efter at have vejet sagens beviser, nåede domsmandsretten i sidste ende frem til, at den 22-åriges kast med plasticrøret var grov vold og forsøg på grov vold. Da de forurettede var politifolk, blev han samtidig dømt for at have angrebet personer i offentlig tjeneste med en genstand.
I forhold til metalspanden mente retten ikke, at det kunne kaldes et forsøg på grov vold, men den 22-årige blev også her dømt for at have kastet en genstand efter de tjenestegørende politifolk.
Bortset fra afvigelsen omkring spanden, kendte domsmandsrettens tre medlemmer den 22-årige skyldig i den rejste tiltale.
Otte måneders fængsel
Til gengæld var dommerne ikke helt enige om straffen. Én ville sende ham 10 måneder i fængsel, mens de to andre - flertallet - fandt otte måneder passende. Og der var enighed om, at sagens alvor betyder, at straffen er ubetinget og dermed skal afsones.
Det kommer dog ikke til at ske, før Østre Landsret har set på sagen. Den 22-årige ankede på stedet dommen til frifindelse i det omfang, han ikke selv har erkendt sig skyldig. Eller alternativt for at få en mildere straf.
- Det var frustrationer
Under retssagen forsøgte den 22-årige, der ikke ser sig selv som del af hooliganmiljøet og efter eget udsagn aldrig har deltaget i fodbolduro, at forklare sine handlinger.
- Lige pludselig kommer en masse Brøndby-fans løbende ned mod udebaneafsnittet og angriber med romerlys. Det er umuligt at komme ud fra tribunen ad den normale indgang. Den eneste vej væk er ved at hoppe ud over hegnet. Så i i første omgang er det som en slags selvforsvar, at jeg hopper over hegnet, sagde den 22-årige.
Men han erkendte også, at han ikke stoppede der, selv om brøndbyfansene var trukket tilbage mod deres egen tribune. Anklagerfuldmægtig Natascha Poulsen spurgte om han blev grebet af stemningen.
- Det tror jeg ikke. Jeg tror, det var frustrationer over, at det kunne ske, at der løb Brøndby-fans ned mod vores ende. Det har været et emne flere gange, at det kunne ske, lød forklaringen.
I alt 12 tiltalte
Sagen mod den 22-årige mand er ikke den eneste i kølvandet på urolighederne under kampen sidste år.
Københavns Vestegns Politi oplyser til Sjællandske Nyheder, at der er rejst tiltale mod i alt 12 personer i forbindelse med begivenhederne på Brøndby Stadion. To personer har fået afgjort deres sag med betingede domme.
Det har ikke været muligt at få oplyst, hvad de øvrige konkret er tiltalt og dømt for, men politiet bemærker dog i svaret til Sjællandske Nyheder, at sagen mod den 22-årige er "af en helt anden og langt mere voldsom type."
I 2026 venter et større retsligt efterspil med flere Brøndby-tilhængere på anklagebænken. Det er uklart, hvad de præcist er tiltalt for, men der er ifølge Sjællandske Nyheders oplysninger tale om det største efterspil til balladen i 2024.
ARTIKLEN ER OPDATERET 20. MARTS 2026: Den 22-årige ankede dommen fra Retten i Glostrup til Østre Landsret i et forsøg på at blive frifundet. Østre Landsret behandlede ankesagen den 20. marts 2026, og det blev en stadfæstelse af byrettens dom. Det oplyser den dømtes forsvarer under ankesagen, advokat Peter Secher, til Sjællandske Nyheder.
Læs også
- Hooligans fra Brøndby og FCK stødte sammen ved skandalekamp - nu kræves 22-årig dømt for angreb på politi, kontrollører og fans
- Fans fra FCK og Brøndby varmer op til derby med slagsmål
- Mand stukket ned under slagsmål mellem fodboldfans
- Ballade på stadion udsætter derby med et kvarter
- Justitsminister varsler flere hooligantiltag efter ballade
- Justitsminister er bekymret over fodboldkultur: Uacceptabelt
- FCK og Brøndby accepterer derbyer uden udefans
- Voldelige Brøndby-fans angreb frivillige og vagter
- Bodega-ejer efter optøjer: - Det havde intet at gøre med fodbold
- Politidirektør: Det er fuldstændig sindssygt
- Hård tilskuerstraf rammer Brøndby efter optøjer
- I oktober var der voldsomt slagsmål ved bodega inden fodboldkamp - her er seneste nyt