Det er snart jul, og det betyder måske, at julebordet er fyldt med god mad. Hvis du dog er en af dem, som godt kan lide at spise grønkål til jul, skal du lige være forsigtig.
GASA Nord Grønt har nemlig måttet tilbagekalde spiseklar snittet grønkål, som er solgt i Rema1000 og på Nemlig.com landet over, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelsen.
Årsagen er, at der er fundet listeria i produktet. Det kan i værste tilfælde give infektion med listeriabakterier og influenzalignende symptomer, feber og hovedpine og i sjældne tilfælde mave-tarmproblemer.
Hos personer, der er særligt modtagelige og eksempelvis har et svækket immunforsvar eller graviditet, kan der opstå alvorlig sygdom som blodforgiftning eller hjernehindebetændelse (meningitis).
Det anbefales, at man kasserer produktet i en fart eller afleverer det tilbage til der, hvor man har købt det.
Hvilke fødevarer tilbagekaldes?
Spiseklar snittet grønkål
Nettoindhold: 250g
Lotnummer: 01.02 : 47-1
Sidste anvendelsesdatoer: 25.11.2025 (solgt i Rema1000) og 27.11.2025 (solgt på nemlig.com)