Først kom landmand Jens Winther forbi og pløjede området ved Skuldelev Skole, hvor der skulle plantes skoleskov. Derefter harvede Jens Winther området. Til daglig er han en travl landmand med 186 køer.
Onsdag den 1. november gik plantegruppen i gang. Store elever og mindre elever fra skolen plantede i fællesskab forskellige træer.
Det er de grønne nabofællesskaber med frontfigur Bent Mariager, der står for projektet i samarbejde med Skuldelev skoles leder Rie Koudal Hanegaard.
På lørdag er det børn og forældre, der er inviteret til at plante de sidste træer til skoven.
Om lørdagen plantes træer fra klokken 10 til klokken 12. Herefter er der kartoffelsuppe. Kartoflerne er doneret af Glenn Nielsen, den lokale kartoffelavler.