Her er det nye ældreråd: Otte nye ansigter valgt ind

Ny ældrelov og små teams i hjemmeplejen er blandt de temaer, ældrerådet skal holde øje med.

Ældrerådsvalg 2025 på Klostermarksskolen.

Ældrerådsvalg 2025 på Klostermarksskolen.

Foto: Rikke Bondesen

De skal både rådgive kommunen og være vagthund om ældres forhold. Der bliver masser at taget fat på, efter at flere analyser og en tilfredshedsundersøgelse har givet ældreplejen i Roskilde Kommune dumpekarakter.  Og senest har det siddende Ældreråd bedt kommunen om en redegørelse for kriterierne, når ældre visiteres til ældreboliger, plejeboliger og hjemmepleje.

Den Korte Version
  • Otte nye medlemmer er valgt ind i Roskildes Ældreråd, som skal rådgive kommunen og overvåge ældres forhold.
  • Ældrerådet skal fokusere på ny ældrelov og små teams i hjemmeplejen efter kritik af ældreplejen i kommunen.
  • Stemmeprocenten ved ældrerådsvalget steg fra 56% i 2021 til 58% i 2025, med 14.691 stemmer fra borgere over 60 år.
  • Inger Margrethe Siemsen, med 1561 stemmer, er blandt de nye medlemmer og har erfaring fra sundhedssektoren.
  • Det nye Ældreråd holder konstituerende møde den 27. november for at vælge formand, næstformand og kasserer.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Det er måske det det politiske fokus på ældreområdet i forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget, der har smittet af på ældrerådsvalget. For stemmeprocenten blev hævet med to procentpoint fra 56 procent ved valget i 2021 til 58 procent i 2025. 

14.691 over 60 år stemte ved ældrerådsvalget.

Det nyvalgte Ældreråd

     Valgte                                 antal stemmer

  1. Inger Margrethe Siemsen              1561
  2. Marianne Lund                                1455
  3. Lissi Gyldendal                                 1440
  4. Hanne Trebbien                               1244
  5. Mikael Sjöberg                                 1063 
  6. Hans Henrik Olsen                            966
  7. Lisbeth Nielsen                                  812
  8. Hermand Pedersen                           611
  9. Kjeld Grønbech                                  603
  10. Birthe K. Vinner Nielsen                   571
  11. Nijs Jan Duijm                                     499
  12. Mariann Scholte Mehder                  423
  13. Villy Kristiansen                                  423
Kilde: Roskilde Kommune

Af de valgte har seks bopæl i Roskilde, tre i Jyllinge, to i Himmelev, en i Viby og en i Svogerslev.

Ny i toppen

 Når det nye Ældreråd træder til fra årsskiftet er det med otte ud af de 13 nyvalgte. Blandt det nyvalgte er Inger Margrethe Siemsen, der også blev topscorer på personlige stemmer med 1561 stemmer. 

Hun er 61 år, uddannet sygeplejerske og har blandt andet arbejdet i hjemmeplejen og nu med kvalitet og patientsikkerhed som chefkonsulent i Region Hovedstaden.

Lissi Gyldendahl er ny i Ældrerådet i Roskilde. Hun kommer med en solid erfaring fra fagligt arbejde, byrådsarbejde og knap otte år i Ældrerådet i Frederikssund. 

Mikael Sjöberg bliver også nyt medlem af Ældrerådet. Han er netop fyldt 70 og er lige gået på pension som landsdommer. Han er formand for bestyrelsen i Hospice Sjælland.

Solid erfaring

Lisbeth Nielsen arbejder i medicinalindustrien, men mener at forebyggelse ved træning, sund kost og det sociale aspekt er vigtige. Hun er gymnastikinstruktør og ser, at forebyggelse virker.

Kjeld Grønbech er også uprøvet i ældrerådssammenhæng. Men har erfaring med interessevaretagelse fra bestyrelser og Ingeniørforeningen.

Birthe K. Vinner Nielsen kommer med en erfaring som medlem af handicaprådet.

Nijs Jan Duijm bliver medlem af Ældrerådet fra nytår. Han har gennem mange år været frivillig leder af Roskilde Kulturskole i Jyllinge. 

Det sidste helt nye ansigt i Ældrerådet er Villy Kristiansen. Han er 68 år, bosiddende i Svogerslev og ansat i affalds- og energiselskabet ARGO på Kalundborg Genbrugsplads.

Gengangere fra det siddende Ældreråd er Marianne Lund, Hanne Trebien, Hans Henrik Olsen, Hermand Pedersen og Mariann Scholte Mehder. 

Det nye Ældreråd holder konstituerende møde den 27. november, og her vælger rådet formand, næstformand og kasserer. Alle de nuværende på posterne genopstillede ikke ved ældrerådsvalget. 

Fakta

I Roskilde Kommune består Ældrerådet af 13 personer.

Ældrerådet varetager ældre borgeres interesser i Roskilde Kommune.

Ældrerådet vælges for en fireårig periode. Det nye Ældreråd sidder fra 1. januar 2026 til og med 31. december 2029.

I 1995 blev det ved lov bestemt, at der skulle vælges ældreråd i alle danske kommuner. Loven trådte i kraft d. 1. januar 1997.

Kilde: Roskilde Kommune

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...