Syv partier, der tæller alt lige fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten, har vundet magten i Egedal Kommune og indgået en bred konstituering, og står det til den nye konservative borgmester Birgitte Neergaard-Kofod, så bliver der ikke rykket et komma, inden bordet fanger torsdag den 4. december.
- Hvis jeg havde en mistanke om, at vores nye aftale ikke ville holde, så ville jeg ikke stå på mål for den. Vi har allerede lagt en god bund for det videre arbejde, så jeg er fortrøstningsfuld, siger Birgitte Neergaard-Kofod.
Den nye 1. viceborgmester, SF's Jens Skov, kan heller ikke se, at der bliver ændret ved den nye konstituering.
- Nej, jeg regner med at det her samarbejde holder, for der er enighed i gruppen, siger Jens Skov, og understreger meget klart:
Poster snart klar
- Hvis jeg ikke troede på det her, så havde jeg ikke peget på en borgerlig borgmester, siger han.
Det nye flertal er også snart klar til at sætte navne på de nye udvalg og formandsposter.
- Vi er lige på trapperne med at kunne præsentere det, siger Birgitte Neergaard-Kofod.
I den anden lejr håber Karsten Søndergaard dog stadig på at blive en del af den nye konstituering.
- Jeg håber på en konstituering, hvor alle kan være med, men jeg har mine tvivl. Vores dør står i hvert fald stadig åben. Det handler nemlig ikke kun om borgmesterposten, men også om indflydelse, siger han.
Læs et større interview med Birgitte Neergaard-Kofod i morgen på www.sn.dk/egedal