Når 47-årige Aladdin Yildirim fra Benløse efter nytår sætter sig i byrådet for Det Konservative Folkeparti, er det med en klar ambition om at gøre en forskel:
- Aladdin Yildirim, 47 år, træder ind i Ringsted Byråd for Det Konservative Folkeparti med ambitionen om at gøre en forskel lokalt.
- Hans konservative tilhørsforhold er dybt forankret i familiens historie, da hans far var blandt de første tyrkere i Danmark, der meldte sig ind i partiet.
- Yildirim understreger sin danske identitet og fokuserer på lokalpolitik frem for landspolitik.
- Han accepterer den konservative udlændingepolitik og mener, at love skal overholdes af alle.
- Som byrådsmedlem vil han prioritere ældre og børn, idet han ønsker respekt for de ældre og en god uddannelse for børnene.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde for borgerne i Ringsted og gøre noget godt for hele kommunen, siger han.
Konservativ fra starten
For Aladdin Yildirim er det konservative tilhørsforhold ikke et nyt projekt, men noget han er vokset ind i.
Hans far kom til Danmark som gæstearbejder fra Tyrkiet i 1970’erne og var ifølge Aladdin blandt de allerførste tyrkere i landet, der meldte sig ind i Det Konservative Folkeparti.
- Min familie har altid været konservative her i Danmark. Min far var måske en af de første tyrkere, som meldte sig ind i partiet i tidernes morgen, fortæller han stolt.
Han husker fra barndommen, hvordan faren havde tætte relationer til konservative byrådsmedlemmer i Køge, hvor familien dengang boede. Og den politiske kultur i hjemmet kom til at præge ham dybt:
- Man kan nok godt sige, at jeg har fået en konservativ opvækst.
Blander sig ikke i landspolitikken
Selv om han har tyrkiske rødder, understreger Aladdin Yildirim, at hans identitet er dansk – og at hans politiske kompas er lokalt orienteret.
- Jeg er født og opvokset i Danmark, og når jeg tænker politik, tænker jeg for det meste lokalt. Det med landspolitikken blander jeg mig ikke rigtig i, siger han.
Hvordan harmonerer din baggrund som barn af tyrkiske indvandrer med, at de konservative nationalt står for en stram udlændingepolitik?
- Regler er regler, og lov er lov. Loven er sådan, som den skal være, og så skal den bare overholdes af alle mennesker. Det involverer også mennesker med en anden etnisk identitet end dansk, siger han.
Det vil han arbejde for lokalt
Som nyvalgt byrådsmedlem har Aladdin Yildirim to tydelige mærkesager.
- De ældre skal have den respekt og den værdi, som de fortjener efter at have tjent samfundet i så mange år. Vi glemmer tit og ofte, at det er dem, der har bygget Danmark op til, hvad det er, den dag i dag, siger han.
Med tre børn – hvoraf den yngste går i 5. klasse på Byskovskolen – har han selv tæt berøring med skole- og fritidstilbuddene i kommunen. Det giver ham, fortæller han, en klar forståelse af, hvad der fungerer, og hvad der kan styrkes.
- Lige så vel som vi skal værne om vores ældre, skal vi også gøre med vores yngste. Børn er vores fremtid. De skal have den bedste skolegang og uddannelse, siger han.