Kultfigur gør comeback i byrådet: - Det har jeg håbet på i otte år

Ole Wedel Nielsen sad senest i byrådet fra 2013 til 2017. Nu har han fået en plads igen. 

63-årige Ole Wedel er klar til en ny tørn i byrådet.

63-årige Ole Wedel er klar til en ny tørn i byrådet.

Foto: Privatfoto

Selvom Ole Wedel Nielsen kan glæde sig over, at han igen kan tage plads på ét af de 21 byrådssæder i Halsnæs Kommune, så er det næppe politik, som de fleste forbinder den 63-årig politiker fra Dansk Folkeparti med. 

Den Korte Version
  • Ole Wedel Nielsen gør comeback i Halsnæs Byråd efter otte års ventetid.
  • Han blev kendt fra TV-programmet 48 timer – købt fri til kærlighed, hvilket stadig giver ham kultstatus.
  • Ved valget opnåede han 169 personlige stemmer, hvilket sikrede ham en plads i byrådet.
  • Dansk Folkeparti fordoblede deres mandater i Halsnæs, men blev udeladt fra konstitueringsforhandlingerne.
  • Ole Wedel håber på fremtidigt samarbejde med borgmesteren trods den kolde modtagelse på valgnatten.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Det er i stedet det 23 år gamle TV Danmark-program '48 timer – købt fri til kærlighed', hvor danskerne kunne følge Ole fra Hundested og Tuk fra Thailand. Programmet gav ham en kultstatus, som stadig holder i dag. Det vidner flere opslag om hans politiske comeback på blandt andet Reddit og Instagram om.  

- Hvem kunne dog vide for 23 år siden, at det ville blive sådan. Det havde jeg aldrig drømt om. Havde jeg vist, at der ville være sådan et postyr, så havde jeg nok sagt nej til at deltage. Jeg havde aldrig drømt om, at det ville holde ved så mange år efter, siger Ole Wedel Nielsen.

Ved tidligere valg har folk klippet hans valgplakater ned for at beholde dem og banket på hans hoveddør for at møde ham. Ved valget i år har det været mere nedtonet, men han bliver stadig genkendt, når han er til valgdebat på gymnasier og skoler. 

- Der kommer unge mennesker og børn, som ved hvem jeg er, selvom deres forældre formentlig ikke gang havde lært hinanden at kende, dengang programmet blev optaget. Men det har jeg lært at leve med, siger Ole Wedel.

Læs også

Ny personlig rekord

Han brugte valgdagen som valgstyreformand på Frederiksværk Skole i Enghaven, og efterhånden som bunkerne med stemmer voksede, blev han lidt bekymret for, om Dansk Folkeparti ville få to mandater. 

- Jeg måtte sige til mig selv 'slap nu af. Det er ikke sikkert, at det bliver til noget, men du har gjort, hvad du kunne'. Så sendte jeg Ole (Søhøj Nielsen, Dansk Folkepartis spidskandidat i Halsnæs, red.) en besked for at høre, hvordan det så ud de andre steder, siger Ole Wedel Nielsen.

Da valgarbejdet var overstået, skyndte han sig til rådhuset i Frederiksværk. På parkeringspladsen tikkede der et svar fra partifællen ind, hvor der stod, at Dansk Folkeparti fik to mandater. 

De endelige tal viser, at Ole Wedel fik 169 personlige stemmer - en ny personlig rekord - og sammen med 620 listestemmer og lidt hjælp fra valgforbundet med Liberal Alliance, var det nok til at sikre ham en plads i byrådet. 

- Det var først på rådhuset sent om aftenen, at jeg troede på det. Det har jeg håbet på i 8 år, siger Ole Wedel. 

Var dømt ude

Fra 2013 til 2017 sad Ole Wedel i byrådet i Halsnæs Kommune for Dansk Folkeparti, mens partiet sad på hele fire mandater. 

Et dårligt valg for partiet betød, at han måtte vinke farvel til sin plads, og nedturen fortsatte i 2021, da partiet blev efterladt med bare ét mandat. Det er nu blevet fordoblet. 

- En tidligere meningsmåling spåede, at vi kunne få tre mandater. Men jeg må indrømme inderst inde, at det troede jeg ikke på. Det lød for meget. Men jeg håbede på to, siger Ole Wedel og fortsætter:

 - Vores parti havde en nedtur - især for fire år siden - og mange medier ville gerne  dømme os ude. Det var slut med Danske Folkeparti. Men det var det altså ikke. Morten (Messerschmidt, red.) har formået at føre os tilbage. Det er noget af et comeback for partiet, lyder Ole Wedels analyse. 

En kold spand vand i hovedet

På trods af Dansk Folkepartis gode valg i Halsnæs oplevede partiet dog også en nedtur i løbet af valgnatten. De blev nemlig aldrig inviteret til forhandlinger af borgmester Steffen Jensen og endte derfor med at stå udenfor den endelige konstituering. 

- Sagt på en pæn og diplomatisk måde, så var borgmesteren ikke sød ved os på valgnatten. Han er ellers en flink fyr, der normalt er til at samarbejde med, men det var en kold spand vand i hovedet, at vi ikke fik en chance for at forhandle, siger Ole Wedel. 

- Nu må vi se, om ikke han tør lidt op. Hvis de vil samarbejde med os, så vil vi også gerne samarbejde med andre. Man får intet ud af at sidde i hjørnet med krydsede arme. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...