Et lod i en keramikkrukke sikrede Vibeke fire år mere i byrådet: - Det er ikke en vinderfølelse

Valget tog tirsdag nat en dramatisk drejning for to kandidater, som måtte vente næsten et døgn på svar. 

Først næsten et helt døgn efter valgstederne lukkede, fik Vibeke Højbjerg vished om sin egen skæbne ved valget.

Først næsten et helt døgn efter valgstederne lukkede, fik Vibeke Højbjerg vished om sin egen skæbne ved valget.

Foto: Foto: Kenn Thomsen

Klokken har passeret 02 på valgnatten. Mens pressen, kandidater fra partierne samt deres støtter sidder i Borgerportalen og venter på, at den nye borgmester skal blive præsenteret, kommer nuværende borgmester Karsten Längerich (V) pludselig ind i lokalet. Han kigger sig omkring og får fat i Theodore Gbouable (S), hvorefter de sammen forsvinder ind bag de lukkede døre.  

Den Korte Version
  • Vibeke Højbjerg vandt en byrådsplads ved lodtrækning mod Theodore Gbouable efter stemmelighed.
  • En keramik-krukke blev brugt til at afgøre valget, hvor begge kandidater havde fået 164 stemmer.
  • Fintællingen bekræftede resultatet, og Vibeke Højbjergs plads i byrådet var endeligt på plads onsdag aften. 
  • Hun har tidligere oplevet lodtrækning ved et valg i 2017, hvor hun tabte til Nicolai Pallisborg.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

De går op på borgmesterens kontor, hvor en grågrøn æggeformet keramikkrukke er sat frem. Den skal afgøre valget om, hvem der skal gøre Miki Dam Larsen selskab i byrådet for Socialdemokratiet de kommende fire år. 

Lige mange stemmer

Theodore Gbouable og Vibeke Højbjerg har begge fået 164 personlige stemmer. Nede i krukken ligger der to sedler med deres navne på, og nu skal der trækkes lod om, hvem af dem, der skal have pladsen.  

  • Følg valgets resultater i din kommune.
    Vi dækker valgresultaterne løbende, kommune for kommune. Få overblik her over stemmefordelingen, tendenser og de nyeste tal.

Mens Theodore Gbouable er til stede, da Karsten Längerich trækker den ene af sedlerne op af krukken, vælger Vibeke Højbjerg at blive siddende i mødelokalet lidt derfra. 

- Jeg havde ikke lyst til at være med til lodtrækningen, så jeg blev i mødelokalet, hvor jeg havde god støtte fra Signe Schløer. Det var meget rart, fortæller Vibeke Højbjerg. 

Opgaver på jobbet

Det er Vibeke Højbjergs navn, der står på sedlen, som Karsten Längerich lidt efter trækker op af krukken.  

Men selvom hun altså på valgnatten trækker det længste strå, kan hun ikke være sikker på at få pladsen. Hvis fintællingen viser, at der alligevel ikke er stemmelighed imellem de to, kan billedet ændre sig, og derfor fortsætter dramaet hele næste dag, mens der bliver talt på den fine klinge i Lillerødhallerne. 

Læs også

Fintællingen trækker ud, og først omkring klokken 19 får Vibeke Højbjerg at vide, at resultatet af lodtrækningen står ved magt, da det ligger fast, at hun og Theodore Gbouable har fået 164 stemmer hver. 

- Ventetiden har selvfølgelig været træls, men jeg var travlt beskæftiget på mit arbejde hele onsdagen og rigtig godt supportet af mine kollegaer. Så det var en god afledningen at have gode opgaver på jobbet, siger hun til Sjællandske Nyheder.

En hæslig situation

Hun synes, at lodtrækningen var en ærgerlig afslutning på valget.

- Det er en rigtig hæslig situation at stå i med sådan en lodtrækning. Det bedste er, hvis borgerne vælger, så det er en kedelig måde at afgøre valget på. Ikke mindst når den anden er en rigtig god ven og arbejdskollega, siger Vibeke Højbjerg og tilføjer: 

- Det er ikke en vinderfølelse, man sidder med. Men det er bare sådan, det er, og nu må vi jo komme videre og finde energien. 

Læs også

Hun regner med, at det kommer helt af sig selv, når det nye byråds arbejde begynder efter nytår. Hvilket fagudvalg hun kommer til at sidde i, ved Vibeke Højbjerg endnu ikke. 

- Alle udvalg vil give mening, for det er alle vigtige opgave. Men jeg er gået til valg på børn og unge og har brugt fire år på at tale deres sag, så uanset, hvor jeg sidder, vil det stadig være noget, jeg er optaget af, siger hun.   

Har prøvet det før

Vibeke Højbjerg har i øvrigt været involveret i en byråds-lodtrækning før. 

Det var i forbindelse med valget i 2017, da der skulle trækkes lod om pladsen som Socialdemokratiets 1. suppleant imellem hende og Nicolai Pallisborg. Dengang faldt det ud til hans fordel. 

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...