Her er Albertslunds nye borgmester: - Jeg er stolt. Jeg er rørt

De lange forhandlinger er overstået, og nu er der en afklaring.

Lars Gravgaard Hansen (K) vipper Socialdemokratiet af pinden i Albertslund og er borgmester

Lars Gravgaard Hansen (K) vipper Socialdemokratiet af pinden i Albertslund og er borgmester

Foto: Christian Ambæk

Efter mange timers forhandlinger, forskellige tilbud på bordet og valgdrama kom der onsdag aften afgørelse på, hvem der bliver borgmester i Albertslund. 

Med to mandater får Lars Gravgaard Hansen fra De Konservative borgmesterposten, kunne han fortælle Albertslund Posten og DR, der stod klar på rådhuset.

- Det har været nogen lange og hårde forhandlinger, men jeg synes, at parterne bag mig har vist ansvarlighed. Vi har en plan for, hvordan vi skal komme videre i Albertslund. Men det er jo helt fantastisk. De har peget på mig, og det er jeg glad for, sagde Lars Gravgaard Hansen som det første, da de kom ud fra forhandlingerne onsdag omkring klokken 20.

Det sker nemlig med støtte fra nu tidligere borgmester Steen Christiansen og de fem andre S-mandater, Dansk Folkepartis to mandater, Michael Melchert (LA) og Mikkel Skovby fra Albertslund-Listen, fortalte Lars Gravgaard Hansen, der påvirket måtte pause op i sin opremsning undervejs.

Det giver en konstituering på i alt 12 mandater og et historisk borgmesterskifte i Albertslund.

Det var også det tilbud, Albertslund Posten kunne erfare var på bordet tidligere onsdag. Det, og så med Albertslund-Listens mandat oveni.

Læs også

For første gang nogensinde er borgmesteren i Vestegnskommunen ikke fra Socialdemokratiet.

- Jeg er stolt. Jeg er rørt. Man skal lige vænne sig til det. Det er en helt ny situation for mig og min familie. Men jeg tror på det, og jeg har opbakningen. Vi har stået bag den økonomiske ansvarlighed i de seneste budgetter, sagde Lars Gravgaard Hansen.

Han var dog ærgerlig over, at partiet gik to mandater tilbage og fik over 300 færre stemmer i forhold til seneste valg.

Vi spurgte, hvordan formandsposterne kommer til at fordele sig, men det ville Lars Gravgaard Hansen og de andre partier ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. De er dog fordelt i fred og fordragelighed, sagde han.

Steen Christiansen (S) er ikke længere borgmester i Albertslund
Steen Christiansen (S) er ikke længere borgmester i Albertslund Foto: Christian Ambæk

De har været borgmester i Albertslund

Borgmesteren i Albertslund har hidtil altid været en socialdemokrat – og altid en mand.

Den første borgmester i Albertslund var Hans Nielsen (S). Han levede i årene 1896-1989 og var først sognerådsformand i det der dengang hed Herstedernes Kommune (1947-1964). Og så skiftede han titel til borgmester i Albertslund Kommune fra 1964-1968. Han arbejdede desuden det meste af sit liv i Vridsløselille Fængsel som værkmester for malerafdelingen.

Den anden borgmester i Albertslund var Svend Aage Madsen (S). Han levede i årene 1933-2009 og var borgmester i årene 1968-1978.

Den tredje borgmester i Albertslund var Finn Aaberg (S). Han levede i årene 1940-2015 og var borgmester fra 1978 til 2010. Han var uddannet cand.scient.pharm og den af de nævnte, der har været borgmester i længst tid.

I 2010 blev Steen Christiansen (S) Albertslunds fjerde borgmester. Det har han været i nu snart 16 år. Han er uddannet lærer og født i 1960.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...