Det blev ikke til en ny periode i byrådet for Venstres Lasse Mølholt. Han var en af dem, som betalte prisen for vælgernes lussing til Venstre.
– Det slider på et parti at have magten og ansvaret. Det har vi betalt prisen for denne gang, siger han til Sjællandske Nyheder.
Men Lasse Mølholt er bestemt ikke færdig med hverken politik eller Venstre.
– Jeg lover allerede nu, at jeg stiller op igen for Venstre om fire år. Jeg er sikker på, at vi kommer stærkt tilbage. Der er en solid base af vælgere, der er i målgruppen for Venstre her i Ringsted, mener han.
Han ser nu frem til at arbejde med politik på en anden måde i den kommende tid.
– Der er stadig masse af politisk arbejde at lave i Venstres organisation. Så alti alt ser jeg frem til lidt mere fritid. Og så vil jeg ligge nogle kræfter i det organisatoriske arbejde i partiet, så vi er klar igen om fire år, siger Lasse Møltholt.