Når møllevingerne igen sættes i bevægelse på Skenkelsø Mølle ved Ølstykke lørdag den 29. november, bliver det med duften af jul i luften og masser af aktiviteter for børn og voksne.
Møllen holder julemarked kl. 11-15, hvor man kan få et skud julestemning i historiske omgivelser.
Før i tiden var møllen i fuld sving op til jul, når bønderne kom for at få malet mel til brød. Og selvom møllen i dag ikke forsyner hele byen med mel, er møllestøvet tilbage for en dag.
Under hele arrangementet kan besøgende komme op i møllen, se mel blive malet og selv prøve kræfter med møllens arbejde.
Ud over det kan man blandt andet male søde nissefigurer, prøve legen “ram smørklatten i julegrøden”, trille havregrynskugler og komme på skattejagt.
Gårdnisse på besøg
I år får møllen også besøg af en ægte gårdnisse. Børn og barnlige sjæle kan både hilse på ham, stille spørgsmål og høre små historier om nissens rolle i landbruget i gamle dage.
Ved julemarkedet serveres gløgg, kaffe, te og kakao - og selvfølgelig æbleskiver - og det er gratis for børnene.
Der er gratis adgang på dagen.