Nu har du mulighed for at opleve Händels Messiasi kirker i Vallekilde og Kalundborg.
- Juleklassikeren over dem alle opføres i en juleudgave for kammerensemble med første del og Halleluja-koret i samarbejde mellem Odsherred Kammerkor og Theatre of Voices, skriver kirkerne i en pressemeddelelse.
De to koncerter foregår lørdag 6. december i Vallekilde Korskirke klokken 14.00 og i Vor Frue Kirke i Højbyen i Kalundborg klokken 17.00.
I stedet for den traditionelle store opførelse med stort kor og orkester har dirigent Bjørn Monberg valgt en udgave med et lille kor og kammerensemble. Resultatet bliver en Messias med klarhed, præcision og en frisk levende energi, står der i pressemeddelelsen.
De fire solistpartier synges af medlemmer af det internationale vokalensemble 'Theatre of Voices'. Sangerne er sopran Else Torp, alt Kristin Mulders, tenor Paul Bentley-Angell og bas Steffen Bruun, som også medvirker i korsatserne sammen med Odsherred Kammerkor.
- Händels Messias fra 1741 er et af verdens mest elskede korværker – et stykke musik, som generationer af sangere og publikummer har vendt tilbage til igen og igen. I denne kammerudgave får publikum mulighed for at opleve værket i en mere gennemsigtig og bevægende form, hvor både tekst og musik står med særlig klarhed, skriver de to kirker i pressemeddelelsen.
Billetter til de to koncerter kan købes på Place2Book eller ved indgangen.