Julen er hjerternes fest, og det bliver det også på Hillerød Børnebibliotek, når biblioteket inviterer børn og deres familier til en hel række hyggelige og julede aktiviteter.
- Vi skal blandt andet lave juleplatter med vores egen personlige streg, opleve teater med de elskede litterære figurer Peddersen og Findus og se julefilm om en dreng, der måske, måske ikke, skal holde jul helt alene i familiens store hus. I børneværkstedet kan I sprede endnu mere juleglæde og lave jeres egen personlige gavepose og til-og-fra kort til nogen, I holder af, skriver altså Hillerød Børnebibliotek i en pressemeddelelse.
Biblioteket oplyser at det er lørdag 29. november man kan få lov til at male sin egen juleplatte. Det sker i vandrehallen mellem klokken 10.00 og 12.30 og workshoppen er gratis.
Hvis man ikke når at være kreativ til denne workshop, ja så har man faktisk en anden mulighed. Det drejer sig altså om børneværkstedet, der er åben fra nu og helt frem til 23. december. Her kan du lave sin helt egen personlige gavepose og til-og-fra kort til en, du holder af. Biblioteket sørger for alle materialer, så du skal bare møde op og være kreativ. Dette arrangement er også gratis.
Udover film, teater og kreative workshops - ja så er der selvfølgelig også alle julebøgerne. De er gjort klar til udlån.
Du kan læse mere om alle juleaktiviteter på bibliotekets hjemmeside: www.hilbib.dk.