18 ud af 21 mandater i Greves kommende byråd har bekræftet, at Pernille Beckmann fortsætter som borgmester.
- Pernille Beckmann fortsætter som borgmester i Greve med støtte fra 18 ud af 21 byrådsmedlemmer.
- Aftalen om Beckmanns fortsættelse er indgået mellem Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.
- Socialdemokratiet glæder sig over at kunne fjerne en besparelse på 15 millioner kroner på skoleområdet.
- Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti vil fokusere på støjbekæmpelse og seniorbofællesskaber.
- Casper Wayert fra Dansk Folkeparti prioriterer ældrepleje og integration, med krav om at kommunens ansatte skal kunne tale dansk.
Det er Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, der står bag aftalen. Dermed er det kun Liberal Alliance, SF og Enhedslisten, der hver har ét mandat, som ikke er med i aftalen.
- Følg valgets resultater i din kommune
Vi dækker valgresultaterne løbende, kommune for kommune. Få overblik her over stemmefordelingen, tendenser og de nyeste tal.
- Vi vil en frisk start og bøje os mod hinanden. Den hårde dialog skal i graven. Vi vil inddrage borgerne på en ny måde, siger borgmester Pernille Beckmann.
Socialdemokratiet er glade for aftalen.
- Jeg er rigtig glad for at lægge blokpolitikken bag os. Vi fjerner besparelsen på 15 millioner kroner på skoleområdet de kommende tre år, siger Bjarke Abel, der bliver formand for social- og handicapudvalget.
Han får ikke den skattestigning, som han ellers i valgkampen har plæderet for.
I er gået sammen med Venstre. Er der enighed i gruppen?
- Ja, men der er nok nogle, der skal vænne sig til vores nye position.
Er der fuld enighed i gruppen?
- Der er opbakning, men jeg vil ikke gå ind i en spekulation i pressen, siger han.
Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti siger:
- Vi søger indflydelse, og det var vores andenprioritet, når jeg ikke kunne blive borgmester. Jeg bliver formand for plan- og klimaudvalget og vil blandt andet kæmpe for støjbekæmpelse og seniorbofællesskaber. Der kommer gode aftaler ud af et bredt samarbejde.
Casper Wayert fra Dansk Folkeparti siger:
- Vi vil kæmpe for at sætte ældreplejen øverst og vil kæmpe for øget integration. Kommunens ansatte skal kunne tale dansk.