Klokken var 02.20, da syv af de otte spidskandidater, der er blevet valgt ind, trådte ud fra forhandlingslokalerne på rådhuset i Albertslund. De har et projekt, fortalte de til pressen, som de forhandler videre om i løbet af i dag onsdag. Mens de sad inde til forhandlingerne, gav den sidste spidskandidat, Steen Christiansen (S), i dette interview en håndsrækning til de andre partier, som holdt hans parti ude af forhandlingerne. For ham at se, er valgets tale nemlig tydelig.
- Der et ret markant rødt flertal i Albertslund, og vi har sendt signaler til de andre om, at vi gerne vil tale med de andre røde partier, siger Steen Christiansen til Albertslund Posten.
- Albertslunderne bør vide, at det er muligt, og at det er valgets tale, tilføjer han.
Han henviser til, at Socialdemokratiet (seks mandater), SF (fem mandater), Enhedslisten (to mandater), Albertslund Listen (et mandat) og eventuelt Radikale Venstre (to mandater) kan danne et rødt flertal i kommunalbestyrelsen i Albertslund på i alt 16 mandater, hvis de fem partier går sammen i en konstituering.
Sådan fordeler mandaterne sig i Albertslund
Socialdemokratiet: 6 mandater
SF: 5
Enhedslisten: 2
Konservative: 2
Dansk Folkeparti: 2
Det radikale venstre: 2
Albertslund-Listen: 1
Liberal Alliance: 1
Hvem mener du bør sidde for bordenden af disse forhandlinger?
- Det mener jeg, at vi i Socialdemokratiet bør, da vi er det største parti, siger Steen Christiansen.
Han fortæller, at han er villig til at tale om byudvikling og finansiering af velfærd, hvis de øvrige ”røde” partier er klar til at forhandle.

Holder tæt
Det er på borgmesterkontoret, hans udmelding kommer.
Han og Socialdemokratiet bliver på valgaftenen ikke inviteret med ind til forhandlingerne om konstituering. Til de forhandlinger er alle andre valgte partier med.
Et flertal uden om Steen Christiansen og Socialdemokratiet i Albertslund er nemlig muligvis ved at blive dannet blandt andre partier. Det står i hvert fald klart, at de taler sammen, og de har aftalt, at de ikke taler med andre - altså Socialdemokratiet. De var dog ikke klare til at fremlægge, om der kom en konstituering på natten, eller hvem der skulle være borgmester. Hvad planen i øvrigt er, vides heller ikke, men omhandler "et forandret Albertslund".
Forhandlingerne blev sat på pause efter deres udmelding klokken 02.20 natten til onsdag, men de genoptages efter planen onsdag.
De syv partier uden om Socialdemokratiet har lovet hinanden ikke at tale med andre, indtil de genoptager forhandlingerne på et endnu ukendt tidspunkt onsdag.
Det siger flere, Albertslund Posten har talt med efter de syv partiers fælles udmelding. Det er derfor ikke til at sige, hvordan de syv forhandlingspartier forholder sig til Socialdemokratiets håndsrækning.
Albertslund Posten følger de fortsatte forhandlinger.