Radikale Venstre var seneste repræsenteret på den politiske scene i Rødovre i 2005, men nu er partiet tilbage i det sjove selskab i Kommunalbestyrelsen. Ved kommunalvalget lykkedes det spidskandidat Jakob Vest Berntsen at sikre partiet ét mandat.
- Jeg er enormt glad for, at jeg blev valgt. Det var ambitionen at få Radikale Venstre tilbage i kommunalbestyrelsen efter mange års fravær, siger Jakob Vest Berntsen. Han tilføjer, at den tidligere viceborgmester og radikale profil Ole Pabst har været en stor støtte under valgkampen.
Fra verdensfrustration til lokalpolitik
Jakob Vest Berntsen er forholdsvis ny i lokalpolitik, og beslutningen om at stille op udspringer af et ønske om at gøre en forskel tættere på hverdagen.
- Jeg har været frustreret over verdenssituationen i nogle år, men tænkte, at den kan jeg nok ikke ændre. Til gengæld kan jeg gøre en forskel i mit lokalsamfund, siger han og peger på skoleområdet og den offentlige transport som områder, der kan forbedres.
Med to børn i skolealderen har Berntsen et personligt indblik i udfordringerne.
- Jeg synes, Rødovre er en glimrende kommune, men der er områder, hvor prioriteringerne ikke har været rigtige. Især på skoleområdet og i forhold til transport ind til København, siger han.
Vil holde kontakten
Radikale Venstre var i valgforbund med Moderaterne, og det var netop valgforbundet, der i sidste ende sikrede partiet det ene mandat. Der var dog ikke stemmer nok i valgforbundet til begge partiet. Jakob Vest Berntsen understreger dog, at samarbejdet fortsætter.
- Jeg vil gerne sige tak til Kit Svendsen og hele gruppen fra Moderaterne for et rigtig godt samarbejde i valgkampen. Det var selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke begge kom ind, men vi har aftalt at holde hinanden orienteret og arbejde sammen, selvom Moderaterne ikke er repræsenteret, fortæller han.