Valgets tale var særdeles klart på Køge Rådhus tirsdag aften, hvor Køge Kommune fik sig et massivt blåt flertal med 17 mandater mod ti røde.
Håndklædet blev da også uofficielt kastet i ringen tidligt på aftenen, og de indvalgte partier fra det blå valgforbund forskansede sig, slukkede telefonerne og gik i gang med forhandlingerne.
Den detroniserede Køgeborgmester Marie Stærke (S) er da også klar i spyttet omkring valgresultatet:
- Det er lidt af en kæberasler, siger hun og fortsætter:
- På en måde er det en lettelse, at det er så klart et resultat. Historisk set har vi set svinkeærinder og nogen, der skifter parti i sidst i øjeblik. Men fordi resultatet er så klart, kan der ikke bare rykke ét eller to mandater, og så skifter borgmesterposten. På den måde er det en lettelse, fordi vi ved, hvad vi har at arbejde med, og så er det udgangspunktet, siger Marie Stærke.

- Samtidig vil jeg gerne gentage - nu hvor jeg har erkendt, at det er sådan det er - synspunktet om, at Socialdemokratiet altid er klar til at snakke. Og jeg håber virkelig, at det flertal, der nu sidder og arbejder med, hvordan de skal konstituere sig, vil række hen over midten og samarbejde bredt, for det er der, Køge Kommune står bedst, siger Marie Stærke.