Socialdemokratiet i Vordingborg ser ud til at måtte indkassere en solid lussing fra vælgerne efter tirsdagens valg.
Partiet med borgmester Mikael Smed i spidsen står nemlig efter den foreløbige optælling til syv mandater, en kraftig tilbagegang fra de nuværende 11.
Det betyder samtidig også, at partiet nu er lige så stort som sin hovedrival, Venstre, der står til at bevare sine syv mandater.
Videre i rød blok står SF til også at bevare sine tre mandater, mens Enhedslisten står til at vende retur til kommunalbestyrelsen med to mandater.
Et brag af en debut
I blå blok lægger Liberal Alliance sig i slipstrømmen efter Venstre med fire mandater efter et brag af en debut på den politiske scene i Vordingborg Kommune.
Dansk Folkeparti står til to mandater og dermed en fremgang på én, mens Konservative og Danmarksdemokraterne hver står til et mandat. For Konservatives vedkommende er det en tilbagegang på ét mandat i forhold til partiets nuværende situation - men en tilbagegang på to mandater sammenlignet med valget i 2021, hvor man fik valgt tre medlemmer ind.
Ryger ud
Den ene af disse, Daniel Irvold, har dog skiftet til Radikale Venstre - som til gengæld ikke står til at få nogen mandater.
Det samme gælder for Moderaterne, der har mistet sit enlige mandat og står til at ryge ud, ligesom de nye spillere på banen, Vordingborg Borgerliste og Stabilt Demokrati, ikke har fået nogen mandater i den foreløbige optælling.
Med forskydningerne i mandatfordelingen har rød blok mistet sit flertal, og har nu blot 12 mandater mod blå bloks 15. Men forhandlingerne er i fuld gang på Vordingborg Uddannelsescenter, så intet er afgjort endnu.