Når vælgerne i Lejre i dag går til stemmeurnerne, møder de en usædvanlig situation: På stemmesedlen står to kandidater, som er gået bort i løbet af efteråret. Det har kastet en trist skygge over valgkampen, lyder det fra Enhedslistens Ivan Mott, der kalder situationen et "forfærdeligt særtilfælde".
De to kandidater er Enhedslistens Henning Kosack, der døde 9. oktober, og Socialdemokratiets Herluf Hansen, som gik bort i sidste uge.
- Det hører heldigvis til sjældenhederne, at vi mister kandidater under valgkampen. Jeg mindes ikke, det er sket før i min tid her i Lejre, lyder det fra Ivan Mott, der er valgtilforordnet ved Øm Børne- og Kulturhus.
Også på landsplan er det usædvanligt. Sjællandske Nyheder har kun fundet to andre tilfælde de seneste 20 år: Ved kommunalvalget i Rudersdal i 2021, hvor SF’s Bertel Rüdinger døde få uger før valgdagen, og på Læsø i 2007, hvor Socialdemokratiets spidskandidat Viggo Jensen døde kort inden valget.
- At vi så mister to, er jo et helt forfærdeligt særtilfælde. Det har påvirket og påvirker stadig os alle, tilføjer Mott, tydeligt berørt af situationen.
Låste lister
At de to kandidaters navne alligevel står på stemmesedlerne, skyldes, at fristen for at rette kandidatlisterne i det centrale it-system udløb 6. oktober – altså før både Kosack og Hansen gik bort.
Når fristen først er passeret, kan kommunerne ikke længere ændre i listerne, forklarede Lejre Kommune, da det tidligere på måneden blev klart, at Kosacks navn ville blive stående.
- Så kan vi som kommune ikke gå ind og foretage ændringer. Også selv om, der er opstået den triste situation, at en kandidat, der står på listen, er afgået ved døden, sagde vicekommunaldirektør Peter Olsen dengang til Sjællandske Nyheder.
- Rent teknisk er det den samme situation, som hvis en kandidat fortryder og alligevel ikke ønsker at stille op. De vil også fortsat stå på listen, uddybede han.
Ingen stemmespild
Olsen understregede samtidig, at der ikke er risiko for stemmespild, hvis en vælger alligevel sætter krydset ved en af de afdøde. I de tilfælde går stemmerne videre til partiet, også hvis der er tale om brevstemmer.
På kommunens ti valgsteder vil vælgerne blive informeret om dødsfaldene, når de træder ind i stemmeboksen.