Miljøstyrelsen advarer forbrugere imod tandblegningsproduktet Opalescence blegegel, der er solgt online af virksomheden Smiletastic.
Det skyldes, at produktet har et "meget højt indhold" af brintoverilte.
Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.
Risikoen vurderes som alvorlig ved brug, da der er fundet indhold af brintoverilte på op til 16 procent.
Brintoverilte kan give øget tandfølsomhed, irritation af tandkød og mundslimhinde og ætsning af emaljen, lyder det.
Virksomheden Smiletastic er tidligere blevet påbudt at tilbagekalde produktet af Miljøstyrelsens kemikalieinspektion.
Det er ikke sket, og derfor har Miljøstyrelsen nu valgt at advare forbrugerne.
/ritzau/