Hjælp udsatte børn: Ønsketræet spreder juleglæde i Hørsholm for 15. år i træk

De seneste 15 år har Hørsholm Rotary Klub med gavmilde borgeres hjælp kunnet give hundredvis af julegaver til børn via "Ønsketræet" i Hørsholm Midtpunkt.

De seneste 15 år har Hørsholm Rotary Klub med gavmilde borgeres hjælp kunnet give hundredvis af julegaver til børn via "Ønsketræet" i Hørsholm Midtpunkt.

Foto: Arkivfoto

Julen er hjertets og børnenes fest – og i Hørsholm er der igen mulighed for at dele glæden med dem, der trænger mest. 

For 15. år i træk står Hørsholm Rotary Klub nemlig bag det traditionsrige Ønsketræ, som giver udsatte børn på døgninstitutioner en ekstra grund til at smile juleaften.

Fra fredag den 21. november står træet klar i Hørsholm Midtpunkt, pyntet med juleønsker fra børn, der har brug for en håndsrækning i juletiden. 

Her kan alle, der har lyst, være med til at opfylde et ønske – og sprede varme og håb i decembermørket.

- Det er en tradition, vi i Rotary er meget stolte af. Hvert år oplever vi en utrolig opbakning fra borgerne i Hørsholm, og det betyder alverden for de børn, som modtager gaverne, fortæller Jens Frederik Hansen, Præsident i Hørsholm Rotary Klub.

Det er meget let at være med: Vælg et ønske fra træet, køb gaven og aflever den ved standen i Hørsholm Midtpunkt eller hos Elgiganten, Hørsholm Midtpunkt - så sørger Rotary for, at den når frem til barnet inden jul.

En tradition, der samler

Gennem årene er Ønsketræet blevet en elsket juletradition for mange lokale familier. 

Sidste år blev næsten alle ønsker hurtigt opfyldt, og det glæder Jan Christensen, som har været ansvarlig for projektet over de senere år:

- Jeg synes, det er fantastisk at se, hvor mange der gerne vil hjælpe. Det giver håb og viser, hvor meget fællesskab og medmenneskelighed betyder – især i julen, siger han.

Mange familier vælger at lade deres børn være med til at vælge og pakke gaven ind – en smuk måde at lære næstekærlighed og glæden ved at give videre.

Sidste år fik socialt udsatte børn fra flere institutioner julegaver gennem Ønsketræet, og traditionen fortsætter nu med lige så meget hjerte og håb som altid.

Hvis man har lyst til at blive en del af fællesskabet bag juleglæden hos Hørsholm Rotary Klub kan man også skrive til horsholm@rotary.dk for at høre mere.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...