Nye lejeboliger på vej til bydel

Benløse får en række nye lejeboliger, som er klar til indflytning om et års tid.

Sådan kommer de til at se ud - de nye lejeboliger, som snart skyder op i Benløse.

Sådan kommer de til at se ud - de nye lejeboliger, som snart skyder op i Benløse.

Foto: PR/Modelfoto

I den nordlige del af Ringsted skyder et nyt boligprojekt op fordelt på tre klynger i et allerede etableret villakvarter, hvor der er kort afstand til dagligvarebutikker, skoler, institutioner og fritidsaktiviteter. 

Boligerne varierer i størrelser fra 96 til 122 kvadratmeter og er målrettet både par, singler og børnefamilier. 

Der bliver opført 31 boliger.

Kronhusene, som er virksomheden bag, forventer, at de første lejere kan flytte ind i oktober 2026, og interessen for projektet er allerede støt stigende, lyder det.

- Vi glæder os til, at vi ultimo 2026 kan byde vores nye beboere velkommen hjem i vores lejeboliger i Benløse. Vi har flere projekter i gang i Ringsted, som vi ser som en meget spændende by med stort behov for gode lejeboliger til både seniorer og børnefamilier, siger adm. direktør Christian Toft i en pressemeddelelse.

Fokus på kvalitet

Projektet udvikles med ambitionen om at opnå DGNB-certificering, som stiller høje krav til både miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed. 

DGNB-certificeringen er en frivillig ordning, der i stigende grad vinder indpas i dansk byggeri. 

Ordningen vurderer alt fra materialer og energiforbrug til indeklima og lokalområdets sociale kvalitet.

Trygt boligområde

Husene placeres på et stille og roligt vænge med minimal trafik, hvilket gør området særligt attraktivt for børnefamilier. 

Her kan børnene bevæge sig frit og lege både på vejen og på de grønne fællesarealer mellem boligerne. 

Bebyggelsen udfylder tre huller i et allerede etableret villakvarter. 

Kronhusene etablerer ligeledes yderligere fællesskabende aktiviteter i grundejerforeningens grønne fællesområder.

Det er Kronhusene, der står for opførelsen af projektet. 

Virksomheden har erfaring med moderne boligbyggeri og har boliger i hele landet.

De nye boliger bliver opført i den nordligste del af Benløse på Thorskilden og Langagergårdsvej.

Lejeboligerne bliver placeret i tre klynger i boligområdet.
Lejeboligerne bliver placeret i tre klynger i boligområdet. Foto: PR

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...