Den Konservative byrådskandidat Casper Hannibal Aistrup har torsdag trukket sit kandidatur, efter at han i artikler i Fagbladet 3F og Ekstra Bladet er blevet afsløret i at have haft flere firmaer, der undersøges for omfattende svindel, blandt sine kunder i sit civile hverv.
- Casper Hannibal Aistrup har trukket sit kandidatur som byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti.
- Beslutningen kommer efter afsløringer i Fagbladet 3F og Ekstra Bladet om mulige svindelaktiviteter blandt hans kunder.
- Trine Egetved, partiets borgmesterkandidat, støtter Aistrups beslutning for at undgå, at sagen overskygger valgkampen.
- Egetved understreger, at det er uklart, hvad der er sandt i beskyldningerne mod Aistrup.
- Aistrup afviser beskyldningerne som grundløse og overvejer sine næste skridt i sagen.
Og det er den helt rigtige beslutning, mener partiets borgmesterkandidat Trine Egetved:
- Vi kan konstatere, at Casper har valgt at trække sig, fordi han ikke ønsker, at den her sag skal overskygge vores valgkamp. Og det tager vi til efterretning, siger Trine Egetved og fortsætter:
- Jeg er i bund og grund taknemmelig for, at han vælger at gøre, som han gør. Og at valgkampen ikke skal handle om, hvad der foregår, eller ikke foregår, i hans private firma, siger Trine Egetved og fortsætter:
- Det ved kun Casper
Ifølge Trine Egetved er det for tidligt at sige, hvad der er op, og hvad der er ned i de historier, der er skrevet om Casper Hannibal Aistrup og hans virksomhed.
- Hvis det er usandt, det der bliver skrevet i artiklerne, så må han jo tage konsekvenserne af det. Og hvis det er sandt, det der bliver skrevet i artiklerne, så må han jo også tage konsekvenserne af det. Men det har meget lidt med partiet at gøre, og vi har ikke noget grundlag for at sige, om Casper har gjort noget forkert overhovedet. På nuværende tidspunkt er der ingen, der ved, hvad der er op og ned. Det er jo sådan set kun Casper, der ved, hvordan hans virksomhed er drevet, siger Trine Egetved og fortsætter:
- Vi dømmer ingen, før de er dømt, men helt generelt er det sådan for alle i vores parti, at hvis man ikke overholder loven, så er man selvfølgelig ikke en del af Det Konservative Folkeparti.
I en pressemeddelelse udsendt af Det Konservative Folkeparti i Gribskov siger Casper Hannibal Aistrup selv, at der i artiklerne fra Ekstra Bladet og Fagbladet 3F er tale om "meget voldsomme beskyldninger mod min person og min virksomhed", og at "artiklen er fyldt med insinuationer, formodninger og antagelser, som ikke har hold i virkeligheden, og jeg vil nu overveje mine næste skridt i denne sag."