Kraftvarmeværkets nye kedel står nu for 23 procent af  den samlede varmeproduktion

I maj blev den 39 millioner kroner dyre varmepumpe på Helsingør Kraftvarmeværk sat i gang. Nu er der nyt om satsningen.

Kraftvarmeværket og Forsyning Helsingørs bygninger på Energivej.

Kraftvarmeværket og Forsyning Helsingørs bygninger på Energivej.

Foto: Helsingør Kraftvarmeværk

Forventninger var store, da Helsingør Kraftvarmeværks elkedel blev officielt indviet i maj måned. En dugfrisk statusopgørelse viser, at produktionen på elkedlen er kommet så godt i gang, at de store forventninger er blevet overgået – allerede i det første produktionsår.
Forventningen fra start var, at elkedlen kunne producere cirka 10 procent af behovet i varmesystemet. Tal fra hele året til og med september måned viser, at den nye elkedel har leveret hele 23 procent af den samlede varmeproduktion på Helsingør Kraftvarmeværk – inklusiv  alle kedler og produktionsenheder.
Resultatet glæder bestyrelsesformand på værket, Jens Bertram:
- Det er fantastisk flot, at elkedlen allerede i det første år leverer så stor en del af varmeproduktionen. Der tegner godt for fremtiden, og det er gode nyheder for klimaet. De elbaserede fjernvarmeteknolgier – som elkedlen her – sparker fossile brændsler ud af varmeproduktionen og gør plads til mere sol og vind i elnettet. Da elkedlen også giver indtægter og besparelser til værket, er den gode start også med til at sikre fortsat attraktive fjernvarmepriser til kunderne i Nordsjælland, siger Jens Bertram i en pressemeddelelse.

Mindre træflis

På Helsingør Kraftvarmeværk er brugen af elkedlen også med til at reducere behovet for at bruge bio-masse. I perioden fra januar til og med september 2025 er der således brugt 13 procent mindre flis på værket end budgetteret. Biomasseforbruget er dog også påvirket af andre faktorer som fx vejret og prisen på flis.
Helsingør Kraftvarmeværk har et mål om at indfase flere nye elbaserede fjernvarmeteknologier.
- Med udbredelsen af fjernvarme til flere og flere kunder i Nordsjælland er der behov for løbende at udvide og fremtidssikre varmeproduktionen. Og det skal gerne ske med brug af velafprøvede elbaserede fjernvarmeteknologier. Elkedlen er første skridt på vejen. Men vi har brug for mere, og derfor arbejder vi med planer om at udvide produktionen med større varmepumper både på selve værket og andre steder tættere på kunderne, fortæller energichef, Hans Peter Balle.
Energichefen forklarer desuden, at den nye elkedel også er med til at højne forsyningssikkerheden.
Helsingør Kraftvarmeværk er ejet af kommunalt ejede Forsyning Helsingør (2/3) og fælleskommunalt ejede Norfors (1/3).

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...