Når kræfterne ikke længere er, hvad de har været, kan dagligdagsopgaverne synes store. Det gør Ældre Sagen i Fredensborg nu noget ved.
- Ældre Sagen i Fredensborg tilbyder to månedlige busture til Hørsholm Midtpunkt for ældre, der har brug for hjælp til indkøb.
- Initiativet er støttet af en donation på 100.000 kroner fra TrygFonden, hvilket sikrer fortsættelse i halvandet år.
- Frivillige hjælper med indkøb i supermarkeder og apoteker, og turene afsluttes med kaffe og socialt samvær.
- Ordningen er populær blandt ældre, der ser frem til både den praktiske hjælp og det sociale aspekt.
- Der er egenbetaling på 50 kroner per tur, og der er plads til 10 personer per gang, med 2000 potentielle brugere i området.
To gange om måneden har den lokale afdeling således arrangeret afhentning i bus for pensionister i kommunen, der kører dem til Hørsholm Midtpunkt. Med en donation på 100.000 kroner fra TrygFonden kan indkøbshjælpen fortsætte halvandet år mere til glæde for kommunens ældre. Det skriver Ældre Sagen Fredensborg i en pressemeddelelse.
Med initiativet kan indkøbene i supermarkedet, på apoteket og i andre butikker klares sammen med en frivillig, som hjælper med at tage varer ned fra hylderne, fylde indkøbsposerne og bære dem.
- Hvis man er gangbesværet, har udfordringer med synet eller måske er kørestolsbruger, så bliver det ikke nemmere med alderen at gå i butikker. Derfor har vi i en årrække tilbudt hjælp til indkøbene, og det har mange benyttet sig af, siger Ingrid Prehn fra Ældre Sagen i Fredensborg og fortsætter:
- Med donationen har vi mulighed for at fortsætte ordningen og tilbyde to ture om måneden frem for én. Udover den praktiske hjælp er turene også noget, de ældre ser frem til, og der er altid gang i snakken på turen i bussen frem og tilbage, siger hun i pressemeddelelsen.
Indkøbsturene sluttes af med en kop kaffe og en hyggelig snak med den frivillige hjælper, og det er næsten lige så vigtigt, som selve indkøbene.
- Det er så god en service med busturene. Jeg er dårligt gående og bruger rollator, og turene giver mig mulighed for at købe de ting, som jeg ikke kan få i butikkerne i Fredensborg. Så det løser et helt praktisk problem, og samtidig er det hyggeligt at ordne indkøbene og drikke en kop kaffe sammen med andre. I bussen laver vi sjov og tager gas på chaufføren, og jeg vil nødig undvære turene, fortæller Kirsten Hansen, der er 89 år og med på indkøbsturen én gang om måneden.
Ældre Sagen i Fredensborg anslår, at der er 2000 ældre i området, som tilbuddet er relevant for. Der er egenbetaling på 50 kroner per tur, og der er plads til 10 personer per gang.
Det er TryghedsGruppens regionale råd i Region Hovedstaden, der har doneret midlerne til Ældre Sagen, som et led i arbejdet for at give ældre en tryg alderdom med god livskvalitet.