Investorerne i det danske solcelleselskab Better Energy har onsdag godkendt selskabets rekonstruktionsplan i Sø- og Handelsretten.
Det skriver Better Energy i en pressemeddelelse.
Selskabet gik i rekonstruktion i december 2024 for at undgå en konkurs.
Som en del af redningsplanen har investorerne sagt ja til, at Better Energys tilbagebetaling af gæld bliver sat på pause i fem år.
Det skal give Better Energy mulighed for at genopbygge driften og styrke den langsigtede økonomi, lyder det.
- Ordningen afspejler en fælles forpligtelse til en kontrolleret og værdibevarende genopbygning, skriver Better Energy.
Better Energys forretningsmodel går ud på at opføre solcelleparker og herefter frasælge halvdelen af ejerskabet for at skaffe kapital til nye parker.
I løbet af 2025 har selskabet fortsat driften af sine eksisterende solcelleparker og færdiggjort yderligere fem parker.
/ritzau/